141
af Qvæg og Dyr ødelagde, i det de øverste Blade eller Hiert=Spirer af¬
bides; Da Planten aldeles udgaaer; eller bliver en nedrig Busk til in¬
gen Nytte.
§. 6. Naar derimod enhver Skov=Eyere paa sin endeels Grund, og
Lods=Eyerne med Fælles Hielp i Fælles Skove, ville lade indhegne hvert
Olden Aar, eller gandske betimelig næste Foraar, et maadeligt Stykke af
den aabne Skov, hvor der endnu var frugtbærende Træer til overs og no¬
genledes Beskyttelse for Vesten Vind, med saa høy Gierde at det i nogle
Aar kunde frede for Qvæg og stort Vilt og saa tyk neden til, at Haren som
om Vinteren gnaver Barken af unge Træer, nogenledes kunde holdes ude:
Saa var hver forsynet med sin Planthauge, uden videre Bekostning; og
Græsningen, som derved kunde savnes, var af ingen Betydenhed.
§. 7. Af Planterne, som Jorden ikke alle kunde føde, skulle efter
Haanden tages til Forplantning paa andre Steder; og da fast hver Jord¬
drot er forsyned med en Podemester: Saa kunde han, end og den allerrin¬
geste, besørge Forplatningen, med Hielp af een eller tvende Personer, der
ved samme Leylighed kunde lære Omgangen; som her kortelig anføres, paa
det ingen skal undskylde sig med Uvidenhed.
§. 8. Tiden angaaende, da er der ikke synderlig Forskiæl fra No¬
vembris til Martii Udgang: Thi enten det er vilde eller Frugt=Træer saa
bør Forplatningen skee efter at Bladene ere affaldne, og inden Knoppene
begynde at skyde.
