170
Rør eller Siv eller de ommeldte Bunter Riis, stryger han sig paa Vand¬
Bredden eller Grunden, hvorved den existerende Yngel megen Fatalitet
bliver underkast, ja det meeste af Sætningen ofte derover vorder tabt.
Een Leege= eller Yngle=Dam maae dernæst intet Tilløb have af Vand
enten fra Side under Vand staaende Moser, Tørve=Grave, Bek eller Aae;
Aarsagen er denne: At saadan Yngle=Dam maae være og holdes aldeles
befriet for all Slags fremmed Fisk indtil Hundstegler inclusive, hvilke sid¬
ste ogsaa kand ruinere Sætningen med at løbe der igiennem og at skiære
den fra hinanden, og hvor got man endog ville med Riis og deslige forvare
Tilløbet, er det dog for slige fremmede smaae Fiske forgiæves.
Er der Væld udi en Yngle=Dam, er det got, og da kand den Tiids
nok opstemmes først i Foraaret, men har den intet Væld, maae den opstem¬
mes førend Vinteren indfalder, paa det den kand samles fuld af Vand, til
den Tiid den skal bruges. Udi en Yngle=Dam maae ingen Graver eller Grøf¬
ter være, som ellers udi de andre Damme ere nødvendige, men Afløbs=Ren¬
den derudi maae med sin derpaa staaende Munk eller Opstander, saaledes
legges, at den, naar det nederste Bredt endnu er derfor, kand skille Dam¬
men reent af med Vandet, thi en Yngle=Dam maae saaledes indrettes, at
Dams Bund har sit jævne Fald til Afløbs=Renden.
Afløbs=Renden skal ogsaa legges saa vidt frem igiennem Dæmningen
bag til, at den ligger blot, saa at om Enden kand fæstes en Gavn=Pose for
derudi at opfange Ønglen: Thi det er ulige bedre, at Ynglen med jævnt
Vandløb har Frihed at gaae igiennem Afløbs=Renden, end at man rører
meget i Dammen med Vod eller Kesker, saasom derved Ynglen lettelig fan¬
ger Skade, og mange deraf kand forgaae i Mudder og Skarn.
