172
Men have de havt for got et Vinter=Qvarteer, saa de ere vældige naar
man skal forsætte dem, maae man være paa andet Middel betænkt. Nogle
blande lidet Kalk med Vand paa en Nats Tiid, dernæst tage de Vandet
oven af og blande det med det andet paa Tønden, som Karpen frembringes
udi, men de som ikke have Kalk ved Haanden, kand ikkun lade en Fisker¬
Dreng røre noget Faare=Møg og Vand tilsammen udi en Ballie og komme
det paa Tønden, som de skal frembringes udi. Er Yngle=Dammen tæt ved,
saa at ingen Kiørsel behøves med dem, ruller man Tønden, dog kuns lang¬
som, hen med dem.
Udi Yngle=Dammen udseer man sig et Sted ved Vand=Bredden, hvor,
der er Græs og plat Vand, dog saa at Karpen kand reise sig og gaae der¬
udi, samme indtager man paa en, to a tre Alen distance ud i Vandet, med
Bøg= eller Birke=Pinde eller Grene med Barken paa, inden hvilken Jndheg¬
ning, Karperne ved Vand=Breden, med det Vand de frembringes udi, ud¬
lades; de som da blant Karperne ere saa svage, at de ikke reise sig strax,
men vende Bugen i Været, hielpes giennem Pindene ud i Dammen og stø¬
des frem med en ligesaadan Pind, indtil de gaae deres Gang, men ikke da
maae fattes med Hænder, som er imod Fisker=Coutume. Men er der no¬
gen blant, som er vældig, den maae i det tykke Vand forfølges med Pinde
indtil den giver nogenledes Kiøb, og da lader man den reise af til de andre,
hvorpaa da strax Pindene optages paa det at Karpen ikke skal faae Vane
derhen, der at stryge sig.
Et hvert Slags Fisk har sin Tid om Aaret til at leege sammen. Naar
Tiden er der, tilsiger Naturen dem, at Hannen og Hunnen skal søge Sel¬
skab med hinanden, og det ansees ved Fiskerie for en afgiort Sag, at en Hun
