206
Spaden til at tugte den; jeg har derfor ingen beqvemmere Middel kundet
finde til at naae mit Øyemerke, end ved Graven i Foraaret og Høst imel¬
lem Humle=Biergene at forebygge all ellers sædvanlig Uorden. Man kand
let merke, naar Humlen modnes, men skulde man ikke kunde treffe just den
rette Tiid til at afskiære den, saa var det bedre nogle Dage for tillig end
for sildig, thi sidder den for længe, saa kand Meelet falde af den og spildes,
hvorved den taber noget af sin Kraft. For at bevare Humle=Stængerne
om Vinteren og bruge dem desto længre, da kand man tage den yderste
Rand af dem, sætte dem tilsammen i en Hob, og, om det er mueligt, paa
et tørt Sted, men Snorerne optages og bruges igien i tilkommende
Foraar; Træ=Verket bliver staaende uforandret til videre Brug. Da der
ligger megen Magt paa, at Humlen i Tørringen vel opvartes, saa maae man
flittig omrøre den, og derved forebygge en fordærvet Lugt; efterat den er
vel og tilgavns tørret, saa kand man lade den indpakke i Tønder, og naar
den da ved Brugen stærk uddamper, og giver noget smøret og sammenkle¬
vende fra sig, saa er det Tegn til at den er ret god. Da jeg har selv
Humle af den Brunsviger Art, saa kand jeg tillægge min, samme Priis,
som den udenlandske, jeg kand ikke merke, at deraf udfordres meere til en
Brygning, eller at den giver slettere Øll, end den fremmede.
Efterat jeg nu nogenledes har beskreven Humle=Avlen, saa maae
jeg og melde om Anledningen, som dertil opmuntrede mig: Jeg var for
nogen Tiid siden til et Bryllup hos en Bonde, den jeg formedelst hans
Fliid i Huus=Sager, høyt agter; en Kongelig Betienter fortalte mig da,
at han allerede for nogle Aar siden havde indsendt Forslag til det Kongelig
