228
Af denne Overbeviisning om at nyde Himmelens Venskab, bemøyer
han sig her, at giøre Begyndelse til at bygge sin Himmel, han troer, at han
dertil indledes ved en sand Menniske=Kierligheds=Vey. Han giør sig dag¬
lig vel bekiendt med denne naturlige Regel: Alt hvad du vil, at dig skal
vederfares, giør du og det samme imod en anden. Af denne Grund¬
satz bemøyer han sig, at giøre godt saa længe og saa ofte han kand, og anseer
det ikke allene som en Skyldighed, men og som en Fornøyelse at understytte
og befordre sin Næstes Gavn, saavel i almindelige som besynderlige Tilfælde,
vel betænkende, at dette er den beste Maade til at vinde Guds og sin Næstes
Hierte, og at indhente en riig Velsignelse fra Himmelen og af Jorden. Jn¬
tet er ham mere forhadt, end at have Navn af Egennyttighed, som let kand
foraarsage Gierrighed, og befordre Uretfærdighed. Fornøyelighed er hans
Hiertes Forskrift, han er tilfreds med det nærværende, som en Velsignelse
fra Gud, indsamlet med en god Samvittighed, hvorfore han med all Fliid
vogter sig fra at fortørne den alseende Gud ved nogen Slags Uretfærdighed,
i Handel og Vandel, eller ved at forfordeele sin Næste at paaføre sit Gods
en hemmelig Forbandelse, han lider heller selv Skade, end foruretter andre.
Guds Naade og sit eget gode Navn og Rygte anseer han som sine beste
Skatte, hvilke han allene kand tage med sig ud af Verden; han tænker, om
han endskiønt paa en uretfærdig Maade kunde sammenskrabe aldrig saa
meget, saa døer han dog som en Nar, der blot har levet derfor, at han
kunde døe ulyksalig, efterlade sine Arvinger Forbandelsen, og efter Døden
besmitte sit Navn med en Erindring om en skiændig Borger. Derimod fin¬
der han, at i et efterladt godt Navn og Rygte, lever en u=udtømmelig Skat,
hvoraf hans Efterkommere kand tage en bestandig Vederqvægelse for deres
Øre og Haand. Denne Egenskab Redelighed maae da først og fornem¬
