229
melig findes hos en ægte=god Landmand, lige som hos enhver Borger i Sel¬
skabet, at det ikke skal hede om ham: Han dyrkede Jorden vel, men fordy¬
bede sig i den.
Den anden Egenskab hos en god Landmand er en tilstrækkelig Kund¬
skab om hans Eyendomme eller hans Jord, som skal bringe ham sin Un¬
derholding. En Landmand giør sig uden Tvivl den Tanke, hvorledes han
skal komme til at besidde jordiske Midler, og befordre deres Tilvæxt. Han
kand og med Rette giøre dette Spørsmaal, men i den rette Orden og paa
den rette Maade, naar han lægger Guds Velsignelse og en god Samvittig¬
hed til Grund, saa er det hans Skyldighed, at han opleder den reneste Vey
til at naae dette sit Øyemerke, og skal da dette være hans første bemøyelse,
at han nøye overseer sin Jord, efterforsker den i Grunden, og veed grundig
at dømme om dens indvortes Værdie. Men her forefalder det Spørsmaal:
Om Landmanden har sin Jord indhegnet, at han allene kand drage Nytten
af den, eller om den ligger til Fælles Brug og Nytte. *) Har han sin Jord
for sig selv indhegnet, saa kand han ved god Kundskab om Grunden indbrin¬
ge tredobbelt saa megen Nytte deraf som ellers, men maae han lade sig be¬
qvemme til Fællesskab med andre, saa er Jordens Kundskab dog uomgiæn¬
gelig fornøden for ham, og skal uden Tvivl tilbringe ham en langt større
Velsignelse, end hans efterladen Naboe kand haabe. Er det mueligt, da
maae han søge at samle og indhegne sin Jord, hvorved han naaer en ufor¬
styrret Besiddelse af Jorden, og tør ikke frygte for at hans anvendte Møye
og Bekostning ved nye Omvexling kommer i Uorden og bliver ubelønnet.
Naar han overbeviser sine Landsmænd om den merkelige store Nytte, som
*)See No. I. om Skade af Fælleskab særdeles i Fyen.
