230
en indhegnet Jord kand indbringe frem for en Fælles, naar han tilbørlig sø¬
ger Øvrighedens Hielp dertil, og viser sig ikke egennyttig og haardnakken i
Omtusken, saa kand han maaskee have Haab om at naae sit Ønske, og er
han saa lykkelig, at han naaer dette, saa skal han ved saadan Afdeeling fin¬
de, at han allerbest sorger for sin tilkommende Nytte, dersom han kun fire
Aar pløyer og besaaer sin Jord, og bestemmer den lige saa lang Tiid til
Hvile. Han skal blive overbeviist om, at Jndkomsterne af Jorden, naar
den bliver i sin fulde Kraft, ere langt fordeelagtigere, end naar man udmat¬
ter den indtil femte eller siette Aar, da man maae anvende stor Møye og Be¬
kostning paa Sæden, og, naar man giør Overslag, maae erfare, at man
med Tiden sætter sin Grunds indvortes Kræfter til, saa at man neppe kand
have Haab om, igien nogen sinde at erstatte den Forliis.
Men ihvor om alting er, saa maae en god Landmand nøye kiende sin
Jords Egenskab og Kraft, paa det at han kand vide at dyrke og forarbeyde
den paa rette Maade og til rette Tiid: Han maae forstaae sig paa den sorte
Grunds Egenskab, hvad det fede, glindsende og sammenklevende Liim frembrin¬
ger, han maae vide, at der er staaende og magert Leer, at der er leeragtig Jord
blandet med sort, der er Jord blandet med alle Slags Sand, den graae,
den gule, den hvide Sand: Han maae kiende enhver Slags Jord, og hvad
Frugt den kand bringe, eftersom den ligger høyt, middelmaadig eller nedrig.
Hvo som ikke saaledes kiender Jorden efter dens Adskillighed, han fortiener
ikke Navn af en god Landmand, men har endnu meget at lære derpaa. Skal
jeg nu kortelig sige min Meening herom, saasom Erfaring haver underviist
mig: Da har jeg merket, at den sorte Jord er en af de frugtbareste Slags,
som allermindst er underkast Misvæxt, den er fed og kraftig i sig selv, og
