231
derfor lader sig nøye med middelmaadig Giødning, den betaler saa meget
desto rigeligere Omkostningerne, naar man vil give den meere. Den behø¬
ver ikke videre Roes, saasom den priser sig selv, man maae alleneste see til,
at man ikke forarbeider den, naar den er alt for slibrig, og ikke rører den
med Ploven og Harven, førend den er udtørret, hvorefter man i Besynder¬
lighed maae rette sig, naar den ligger noget nedrig; og lad være Arbeidet
derudi noget sildigere foretages, saa kand man af denne Jords iboende Fug¬
tighed og Kraft, forsikkre sig en desto hastigere Væxt, og tør ikke være bange
for, at dette sildig saaet skal jo komme lige med det tillig saaet; thi denne
Grunds Egenskab er, at den vedklevende Fugtighed gandske sielden uddøer.
Naar Forstand, Fliid og Bekostning tilbørlig anvendes ved denne Jord,
saa giver den nifold Frugt imod Sæden.
Det fede sammenklevende og glindsende Leer er ligeledes en yp¬
perlig Grund, (jeg taler her om Geest=Landene) naar man kand smøre den
ligesom Smør, saa at den giver en Glands fra sig, saa er den ret god.
Men den maae meere og oftere pløyes og det til rette Tiid, paa det at den
kand blive smaae og mør; den er den rette Landets=Marv, hvorudi alt det
boer, som kand drive Sædens Mangfoldighed paa det høyeste. Lad være
den i sig selv er noget kold og til rette Tiid imellem Tørke og Fugtighed,
maae forarbeides og besaaes, saa antager den dog villig all Slags Giødning,
den kand taale meget, derfor giver den og rigelig af sig igien. Naar Sæ¬
den først til rette Tiid er nedlagt i Jorden, saa har man ikke nødig at fryg¬
te, at den jo skal faae god Fremgang, alleneste at man i Høst, og ellers
naar det kunde giøres behov; giør Renden for at bortlede det overflødige
