235
Sand=Grund er af adskillig Slags. Er den sort blandet med
Jord af lige Art, saa er den gandske god, og giver ikke gierne Misvæxt,
med mindre en særdeles Guds Straf eller Eyerens Forsømmelse skulle være
Skyld derudi. Den har i sig alt det, hvoraf Frugtbarheden kand komme.
Den holder Middel=Veyen imellem vaad og tør, og har alle Midler i sig
selv til at giøre Modstand, saavel imod alt for stor Fugtighed, som imod alt
for stor Tørke. Den kand bære alle Slags Frugter, som os ere bekiendte,
og giver dem en hastig og skiøn Væxt, saa at Eieren kand aldrig have Aar¬
sag at være misfornøyet; thi ved god Opvartning betaler den sig rigelig, og
fordrer dog langt fra ikke saa stor Møye, Fliid og Forsigtighed, som Leer,
da man ikke her har nødig at bruge saa stor Betænksomhed, naar man skal
forarbeide og besaae den. Og naar den ikke ligger alt for høy, saa kunde
man snart ingen bedre Grund ønske sig, thi jeg troer at Beboerens Fliid
ved Guds Velsignelse skulde bringe over nifold Frugt derudaf.
Den graae Sand er og god, og har noget Ædelt hos sig, dens
Egenskab er et godt og mildt Væsen, som ikke er langt fra Frugtbarhed;
men Forskiællen i at frembringe Frugtbarheden er merkelig adskillig fra hin¬
anden, hvoraf og Følgerne henge; Har den en rød og forbrændt Grund
under sig, saa ligger Skylden ikke paa Sandet, men paa den underste Hede,
som betager den all Fugtighed: Hviler den paa guul Sand, saa ligger den
vel bedre, dog er Frugtbarheden, af Mangel paa Fugtighed, ikke saa stor som
man ønskede: Har den en steenagtig Grund i Naboe=Lauget, og i Pløynin¬
gen frembringer en heel Hob smaae=Stene blandet med den graae Sand,
saa er den langt bedre, thi Stenene ere dens Lægedom, om Vinteren tiene
