236
de til Beskyttelse, og om Sommeren til Kiølning, og naar tilbørlig ikke alt
for hidsende Giødning kommer dertil, saa kand man altid indhøste gode
rene Frugter deraf. Eftersom den ligger, derefter retter sig og Velsignelsen:
Den høye er meere Fare underkast, da derimod den nedrige graae Sand,
naar den kun ikke har forbrændt Jord under sig, er tienlig baade til Korn
og Græs, og naar den vel opvartes, giver en fortreffelig Velsignelse, som
ikke er ringere end den af middelmaadig svær Grund. Man tør ikke frygte,
at den slaaer feyl, thi den fører en tilbørlig Fugtighed med sig, og det er
blot Eyerens Skyld, dersom den ved alt for mange Græs=Rødder forvildes
og qvæler den gode Sæd.
Den gule Sand er i sig selv ikke uden Kraft og Frugtbarhed; dog
naar den er allene, saa fortærer den undertiden alt for tillig sin Fugtighed,
og giør da kun saare lidt Tieneste, men naar den er blandet med noget svæ¬
rere Jord, saa er den temmelig god og frugtbar, og kand tilberedes til en
god Korn=Mark, som ved god Opvartning, giver god Belønning. Det
skader intet, at der ere alle Slags smaae Stene derudi, thi de ved lige holde
Fugtigheden i Grunden. Sædens Rod, som jeg selv har befunden, kand
godt udbrede sig, og Tørke kand ikke synderlig skade dette med svær Jord
blandede gule Sand. Men saa meget, som jeg i dette Fald roser den, saa
meget maae jeg laste den, naar den har rødt og forbrændt Sand hos sig,
thi da giver jeg alt Haab gandske over. Den røde Sand har lige Egen¬
skab med den forbrændte, jeg tør ikke tale meget derom, thi enhver veed, at
den slet intet duer, og all Umage er derved spildt.
