237
Den hvide Sand er to Slags, enten en steenagtig grov, eller fiin
Sand; begge ere i visse Henseender baade gode og slette, ere de blandede
med andre Slags Jorde, saa beholde de deres Værd, thi de befordre uge¬
meen Rodens Omslag, de fordrive utilbørlig Suurhed og Vædske og giør
Grunden lind og mør, ja de ere ligesom et Slags Salt der giør Jorden
frugtbar.
Begge Slags Sand giør sin Nytte, saavel i Hauger, som i Enge
og Græs=Avling, i sær giør det hvide og forommeldte graae Sand af finere
Art god Nytte ved Blomster, Asparges, og ellers i mange andre Tilfælde.
Paa nedrige Steder i Enge, ere begge Slags og til stor Nytte, thi de hidser
og formedelst den øverste Fugtighed give de Roden tilstrækkelig Næring til at
udbrede sig; og jeg tilstaaer, at naar man kun tilbørlig opvarter den, saa
er den ikke saa stor Fare underkast, som en svær Grund, den fordrer ikke hel¬
ler saa stor Bekostning og skaffer dog lige Nytte. Men saa snart jeg seer
saadan Sand paa Ager=Jord, saa har jeg strax Aarsag til at troe, at der er
en langt slettere Grund derunder; Jeg finder fast reent igiennem ved det gro¬
vere Sand, en lige ufrugtbar Sand=Grund og under det finere Sand er en
uduelig forbrændt mørk=rød Grund, som giver ikke ringeste Haab om Frugt¬
barhed; den kand ikke betale Umagen, og naar man skal nødes til at dyrke
den, saa giør man best, at man pløyer Sæden ned, saa at Sædens Rod
om Vinteren kand dog faae nogen Fasthed, og beholde et lidet af Fugtig¬
hed hos sig om Sommeren.
Om disse her i Landet sædvanlige Slags Jorde maae en Landmand vide
at giøre sig en livagtig Afmaling, at han kand være i Stand til, ved Øye¬
