253
den Syndre Side begynder den her at gaae ned ad indtil det flakke Land
ved Businge. Endskiønt denne Høyde ikke er overmaade, kand man dog
ikke uden en Slags Frygt gaae under disse Klipper, da de paa sine Steder
hænger ud som store Hvelvinger over Vandet, men tillige kand man ikke uden
Fornøyelse og Forundring betragte Naturens Arbeide, der af saa uordentlig
en Klump har frembragt saa behagelige Prospecter, hvor man vender Øyne¬
ne, sees lutter Forandring, nu en Dal med Bocage og en rindende Bæk i
Midten, nu et Kride=Bierg foruden anden Zirat, end dets Høyde og Hvid¬
hed, nu en udhængende Klippe med den deyligste Skov paa, som ret kand
forestille de Ægyptiske Hortos pensiles; Nu høres her Havets Brusen, nu
et Echo, der farer op imellem Biergene med mangfoldige Giensvar. Der¬
som jeg ikke vidste, at det Sted, som QVIDIUS beskriver (Epist. X. heroid.)
var den Øe Naxus, kunde jeg have tænkt, at det var her paa Møens Klint
han sætter Ariadne til at raabe efter Theseum, naar han tillige giør en
næt Beskrivelse over saadan et Sted:
Theseu
Reddebant nomen concava saxa tuum.
Et qvoties ego Te, toties locus ipse vocabat,
lpse locus miseræ ferre volebat opem.
Mons fuit, apparent frutices in vartice rari,
Nunc Scopulus raucis pendet adesus aqvis.
J det Ariadne her siger Mons fuit - - nunc scopulus, saa passer
det sig og nøye paa Klinten; thi det, som nu er Klipper, har tilforn gandske
vist været heele Bierge med Jord og Skov paa, men da Vandet bestandig,
helst om Vinteren, slikker paa Klintens Fod, har det efter Haanden skaaren
det underste bort, og det øverste da er faldet ud; saa at det nu er scopulus
adesus aqvis, og just ved de adskillige Udstyrtninger har Klinten faaet saa
foranderlige Skikkelser, naar man her ved Sommer=Spiret gaaer ned til
