260
eller, hvor Situationen den Fordeel giver, ved gravede Render i Jorden,
ordinair et Qvarteer dybe. Naar Agerne ere tilsaaede, giøres der med et
Instrument, hvorpaa er sat et Jern, næsten af Facon, som et Plov=Jern,
og kaldes af dem en Kiæl, almindelig et par store Furrer midt ned ad Age¬
ren, og store Furrer paa alle Siderne deraf; Fra de store Midt=Furrer paa
begge Siderne giøres igien Skraae=Furrer, omtrent to og en halv Alen fra
hver andre, som strækker sig lige ud af til Ager=Bredene. Det siger sig selv,
at Agerne maae saaledes anlegges, og Vandet fra de Kanter ledes; saa det
kand overgyde den gandske Ager. Naar Vandet efter den Forberedelse slip¬
pes paa Ageren, saa deppes Vandet udi Hoved=Furrene ved hver Side=Furre,
for at vande Stykke efter Stykke den gandske Ager; Den Dæmning kaldes
af dem Sting, og giøres med deres Vandskuffe, som heder Skieltre=Reko,
et Instrument, langagtig udhuulet, foran beslaaet med Jern, ellers af Træe
med Skiefte paa en og en halv Alen lang. Vandingen begynder man,
naar Kornet haver udspiret, og oprinder; ved den første Overvanding træ¬
des Ageren med Fødderne overalt, for at jevne den, til at lade Vandet
faae uhindret Løb overalt, saa at under Vandingen trædes et hvert van¬
dede Stykke; Saaledes trædes blot Ageren engang ved første Overvanding;
men der continueres med Vandingen den gandske Sommer næsten (uden
besynderlig bestandig indfaldende Regn) indtil Korn=Høsten eller den saa kal¬
dede Skure Tiid; Og om der end regner, vandes dog Ageren, da Regn aab¬
ner Jorden til desbedre at imodtage Vandingen. Ved Vandingen maae
der iagttages Jordens adskilte Arter, hvorved skiønsom Erfaring tilsiger, at
Leer= og Salpeter=Jord, paa det stærkeste fordrager Vandingen; Muld=Jord
derimod ey saa meget. Det lærer og Erfaring, at Ageren om Foraaret
staaer i Fare for at blegne af Natte=Kulde, naar den ey er bleven overvan¬
