273
Bark oven for Jorden, som har før staaet under, saa har man lært Træet
at voxe. Naturen, ligesom en blyfærdig Jomfrue, undseer sig ved at vise
den mindste Part af sine Fødder. Rødderne skynder sig at voxe frem og Top¬
pen retter sig derefter. Det sorte af Barken bliver enten trakt under, eller
bliver det andet ligt med Tiden. Der vilde siges: Skulde man da sætte sine
Træer oven paa Jorden? Ja, min Herre, vilde de sætte et Frugt=Træ paa
reen Jord noget muldet, og brede Rødderne ud hver til sin Side, saaledes
som man seer Naturen intenderer, og oven paa Rødderne lægge anden god
sort Jord, saa meget som de vel kunde skyvles med, da skulle de inden kort
Tiid see hvad der kommer ud deraf. J Steden for en, kunde tre Pæle nok
holde det, indtil det var mægtigt at holde sig selv. Det er forsøgt, og det er
rimeligt. Da har Rødderne nok af Solens Varme, faaer sin Deel af hver
Regn der kommer, ja af Duggen der falder om Natten. Men derfor er det
ikke sagt, at hver Træ skulde sættes saaledes. Det beviser saa meget meere
det forrige, at naar man har sat det unge Træ noget høyere end tilforn, saa
har man giort det til maade. Det giøres ikke nødig, at Træet skulde ende¬
lig staae med Top og Stamme til den selv samme Side, Synder eller Nord,
som det før har staget. Det er nyttigere, at den Side af Toppen, som har
de svageste Grene, vendes mod Solen, saa faaer det snart en heel Krone.
Naar voxne Træer, som dog har skikkelig Top, ikke vil bære, saa har
der sine Aarsager, at enten staaer saadant et Træ for dybt, eller det har en
stor Rod midt under sig, som gaaer for langt ned. Dette kand hielpes ved
at eftersøge den Rod, og hugge den fra, og lade den blive der. Den giør
da intet meere ondt. Seer man, at Træet staaer for dybt, som Beviis er,
naar der er meere end en Haandbred imellem den øverste Stamme og Rød¬
