279
giver mig Aarsag at tænke, at, dersom det var mueligt, at nogen høy Myn¬
dighed fik i Sinde, at forbyde dem, at de maatte ikke have meere end tre
Frugt=Træer ved hver Gaard, da skulle een eller anden vaagne op og spørge:
Hvorfor skal alt Godt være saa knapt for os, naar vi selv vilde lade Arbeid
og Bekostning til? Ja! man maae vel spørge: Hvorfor skal alt Godt være
saa knapt for Bonden, endog det som byder sig selv frem, for een Dags
Arbeid, eller for aatte Skilling Dagløn? Den Gud, som opholder alle sine
Skabninger til Nødtørftighed, Aaret igiennem, giør dog hvert Slags lige¬
som et Giæstebud een eller to Gange om Aaret. Storken og Kragen forfriske
sig med de tykke Orme, der pløyes op om Vaaren. Disse ere deres Østere.
Grævlingen styrer sin Lyst paa Brambær om Efterhøsten. En Tudse, det
foragteligste Dyr i vore Øyne, har en Festin af fjorten Dage og meere om
Sommeren, og spiser lutter Jordbær, hvor de er at finde. Skulde da vi
Mennesker ikke ogsaa med Lyst og Taknemmelighed række Hænder ud til de
mange gode Guds Gaver, som han viser os, og vi paa muelige Maader
kunde indsamle? Vi burde giøre det, om ikke for andet, saa for at føye ham.
Vi burde giøre det, ikke for Smags skyld allene, men for Sundhed og
Munterhed at holde ved lige. Almuens grove og tunge Spise kand giøre dem
bomstærke, som man siger, der ere vandte dertil. Men andre lettere Ting,
som fortynder og forfrisker Blødet, giør dem munter og gesvinde ved deres
Gierning, saa at slig en Arbeider, der dog ikke er saa meget stærk, kand
holde Arbeidet længere ud, og gaae derfra med den samme Lyst, han begyndte
med. Jeg vilde ikke ønske min kiære Landsmænd at leve som mange uden¬
lands ved Brød og Løy, ved Roer og Castanier. Det giøres ikke nødig
i Danmark at tage sig Verden saa nær. Men jeg vilde ønske dem ved dens
gode Spise, at den halve Deel deraf var sunde Hauge=Væxter. Det skulde
med Tiden smage den vel, og bekomme dem bedre.
