281
maaskee i det tilkommende Aar, naar de fik det rette Grib at vide. Til
Slutning maae jeg bede om Frihed at fortælle noget, som kommer overeens
med alt det forrige, og som jeg har selv her Part i. Jeg reyste for nogle
Aar siden om Sommeren fra Jægerspriis. Noget hen af Veyen kom jeg
forbi en liden net Gaard, hvor Veggene vare nylig kalkede, Stolperne rødt
anstrøgne, Vindues=Karmene ligesaa. Jeg saae ind i Haugen over Steen¬
Giærdet, og saae baade nogle unge Træer, og to a tre Slags Kaal, samt
Sukker=Erter og Bønner, og andet Godt. Alt dette stoed smukt hvert for
sig, og Stiene reengjorte derimellem. Jeg spurte da min Kiøre=Svend,
om det var en Herrets=Foget, som der boede, eller en Mand fra Kiøben¬
havn, som levede af sine Midler? Ney, svarte han; det er en Bonde.
Men han er en Tydsker. Han har været Soldat. Han kom herud fra Kiø¬
benhavn at arbeide for Konen medens hun var Enke. Hun fik Lyst til ham,
og kiøbte ham fri, og tog ham til Ægte. Jeg husker ikke rettere, end at
han sagde: Han har en vrang Tro, han var Catholsk, og der siges, han
skal eengang døbes om igien. Men det sagde han virkelig: Det er et sært
og syndeligt Menneske i alle Ting, og vi veed ikke hvad der skal blive af ham.
Naar han kommer hiem af Marken, da gaaer han her og stager om i Hau¬
gen, og haardt af forglemmer baade at spise og drikke. Dermed havde
hans Snak Ende, men ikke min Forundring og Eftertanke. Vilde nogen
her sige, at denne sidste Historie giør Forslaget til intet, da er jeg ikke af
den Meening, thi hvor glemsom mange endnu maatte være til sit eget Beste,
saa maatte dog adskillige med Tiden opvækkes. Dette faaer jeg og af det
samme Anledning at sige, at den Gartner, der skulle sættes dem til Opmun¬
tring, stulle ike være en tydst Mand, i hvor brav Mand han end var; men en
