294
af deres Øyne. Det er høy Tiid for os, om vi ville endnu tænke, at have
nogen Fordeel deraf, at gandske faa maaske ikke ere fuldkommen vaagne, el¬
ler opstaaene. Gid det maatte ikke just være vore Lande, hvor de allerfleeste
blive liggende i deres dybe Vellystes og Mageligheds Søvn, omendskiønt
vores høye Øvrighed, og nogle faa for vores Velfærd nidkiere Medbor¬
gere uden Ophold kalder os af Søvnen!
Man har merket overalt, at det maae styrte et Land tilsidst i yderste
Armod, naar dets Penge gaae idelig ud af Landet, uden at nogle eller gand¬
ske faa komme tilbage. Den Tiid er forbi, da Krigen giorde ikke allene
Krigsfolkene, men endog det hele Land rige, fordi de, der gik ud at fegte,
vare Borgere, og det, de havde vundet, blev deelt iblant de tilbage blevne.
Nu derimod giør to eller tre Feldtoge, omendskiønt de ere temmelig lykkelige,
en Konge, Landet og Soldaterne dertil fattige. Allevegne har man be¬
gyndt, at indrette Manufacturer og Fabriqver. Man lader ingensteds gierne
den raa Materie komme ud af Landet; men søger tvertimod at hendte de raa
Materier allevegne fra, for at vinde Arbeidslønnen paa de Vare, der enten
selges i Landet eller uden for. Fordi nu det skeer i alle Lande og Stæder, saa
er det klart, at det ikkun vil vare en meget kort Tiid, at et Land kand have
Fordeel for et andet ved sit Arbeide, og blive riig derved, at det er meere flit¬
tigt end andre. De, som ere vandte til at leve sparsommelig og tarve¬
lig, vil holde det noget længer ud, end de, der ere ødsele. Men tilsidst vil
det dog allene komme an paa det, som et Land selv bringer| frem, og kand
overlade til andre, der enten slet intet have deraf, eller ikke saa meget, som
de behøve. Men hvad vil der da blive af det Land, som trænger til andres
Producter, og har ingen eller faa at overlade til dem igien, som ikke har Lyst
