296
som falde for vidtløftige her at opregne, og ere dem best bekiendte, der daglig
omgaaes med Land=Brug. Det, som et Land selv bringer frem, er det egent¬
lige, hvorpaa det nu allerede, og endnu meere i Fremtiden, kand giøre Reg¬
ning. Og hvor kand dets Forbedring være mueligt, hvad Haab kand man
have om dets Producters Forøgelse, saa længe ikke en gandske nøye Kundskab
om dets Tilstand er almindelig, eller i det mindste kand erlanges af dem, som
søge derefter? Mange af de Nationer, som ere med Alvor betænkte paa de¬
res Lands Opkomst, har derfor sendt deres Beste, lærdeste og dueligste Mænd
omkring i deres Land, at erkynde sig nøye om de for anførte Ting, og give
siden tydelige og udførlige Beskrivelser derom: Disse Beskrivelser ere saa be¬
kiendte og i saa manges Hænder, at det er aldeles unødigt, at nævne nogle
deraf til et Beviis paa det, jeg har sagt: Jeg troer, vi kand meget let, uden
nogen Omkostning, og uden stor Vidtløftighed komme til det samme. Gud
har givet vore Lande iblant saa mange Naades=Beviisninger ogsaa den, at
Præsterne derudi paa de allerfleeste Steder ikke have større Sogne, end at
de med Magelighed kand giøre sig dennem tilfulde bekiendte. Der er ogsaa
vel ingen, der nægter, at en Præst, ihvor nidkier og alvorlig han end er i sit
Embede, har endog om Dagen, eller i det mindste om Ugen, nogle Timer til
overs, at anvende til sin Fornøyelse. Hvad, om han anvendte dem til at
undersøge disse Ting nøye, der kunde være Landet saa gavnlige indtil Ver¬
dens Ende? Jeg troer ikke, at nogen vilde giøre den Jndvending, at Præ¬
sterne skulle forhindres derved i deres Embedes troe Forvaltning. Vil vi tale
om Præster, der med ret Alvor og Nidkierhed tragte efter at føre deres Em¬
bede efter Guds Villie, til Guds Ære, og til deres Tilhøreres sande Beste,
er det da ikke Guds Villie, at man ikke allene skal agte paa hans Ord, men
ogsaa paa hans Gierninger? Kand noget meere umiddelbar og kraftigere, føre
