68
paa de fleeste Steder disse Vanskeligheder: 1) at Landet er plaget med den
saa kaldede Tælle=Grøb (hvilken er det samme, hvad Jndvaanere udi de Tyd¬
ske saa kaldede Marsk=Lænder kalder: Aufqvalm) som trækker de underlig¬
gende Stene til sig, eller rettere at sige, sluger dem ind, og foraarsager der¬
ved, at de øverste falder fra hinanden; 2) at Landmanden om Somme¬
ren, fordi han maae passe paa Huxten i Skoven, ikke faaer Stunder at
bryde Stene, og om Vintern, for Kiørselen skyld, ikke haver Tiid at bringe
dem frem til de fornødne Steder. Derimod kunde anlægges levendes Giær¬
der, hvis Indretning Bonden hverken var til synderlig Besværde, ey heller
til Tiids spilde, men vel, foruden den uskatterlige Veed=Menage, til Nytte.
Der findes i Norge en ster Mængde af Heggebær=Træer, af samme har
jeg bemerket, ikke alleeneste at en Plante, som var opspiret af een af Bæ¬
rene, havde udi et Aar skudt sig i Væyret næsten fire Foed, og at, hvor
disse Træer har staaet ved Egne og ere bleven studsede, enten til at benytte sig
af deres Løv, eller og til at forbedre Veyene, samme heel=tykt er slagen ud
ved Stammen, men endog at de ere kommen frem og har groet paa alle
Slags Grund.
Alt dette har bragt mig paa de Tanker, at dette Slags Træer vare
særdeles beqvemme til levendes Giærder, da derimod de udi de Svenske Sam¬
linger foreslagne Giærder af Piil, deslige mange findes udi den saa kaldede
Mark Brandenborg i Tydskland, ikke gierne drives paa høye Steder, hvor
de ingen Fugtighed finder, tilligemed ere underkastede den Vanskelighed, at,
da man i Særdeleshed bruger Sillie dertil, samme skyder deres Rødder langt
ud og frem i Jorden, og deraf hist og her udspirer, saa at man faaer meget
at bestille med, at rødde dem ud igien.
