120
Have der end allerede for nogle hundrede Aar siden været de, som have
gjort sig de Tanker, at Jorden ikke meere skulle have den Kraft til at bære
Frugt, som i Verdens yngre Tider, anseende den som en gammel Qvinde,
der udtæret af Alderdom, skulle være ubeqvem til at føde og give de Frugter
af sig, som i dens Ungdom; saa har dog saadan Meening om Jordens kraf¬
tesløse Alderdom ingen synderlig bifald funden, da de, som have været af
denne Meening, ere blevne igiendrevne af andre, hvilke have viist, at ingen
Alderdom eller Kræfternes Aftagelse finder Sted i Jorden, som skulle giøre
den ubeqvem til at bære Frugt, da man derimod seer, at dens Ungdom aar¬
ligen fornyes i Foraaret, og den bærer Frugt endnu, ligesom for mange
hundrede Aar siden; Alderdommen, siger COLUMELLA, hvor den en¬
gang har indfundet sig, staaer ikke til at fordrive og ingen Ungdoms Kræfter
ere der meere at vente, da derimod Jorden, om dens Grøde end nogen Tiid
enten formedelst Forsømmelse eller andre Tilfælde, slaaer feyl, bliver dog ung
igien, naar den bliver vel dyrket, og betaler igien med megen Rente, hvad
paa nogen Tiid er bleven holdt tilbage. Jorden er altsaa en frugtbar Mo¬
der, der, naar den bliver ret dyrket, kand under Guds Velsignelse endnu
give af sig det samme, som i dens yngre Aar, skiønt det ikke kand nægtes, at
jo denne Moder undertiden, naar Gud vil straffe, viser sig imod Menne¬
skerne som en Stif=Moder, i at uddeele sine Gaver. Men at Jorden da aar¬
ligen maae give den Forraad af sig, hvortil den af Skaberen er dannet og
beskikket, saa bør man jo og legge Vind paa, at dyrke den tilgavns, da en¬
hver vel veed, at ellers ingen gode Frugter deraf kand ventes.
Valer Jøden ef dktnig Bekeafenhed og af Jod ike lige gd og
beqvem til at dyrkes og bære Frugt; non omnis fert omnia tellus. Dog
