19.
Fordeel, maae ikke forstaaes om en Formerelse in infinitum, men en For¬
merelse, proportioneret under første Supposition efter Statens egen, og
under anden Supposition efter andre manglende Nationers Nødvendighed;
thi en Stat, der allene fabriqverer og commercerer for sig selv, kunde
Menneskenes Mængde jo omsider blive til Last. Og, som en Byes, saa
kand og Verdens Kiøbmænd og Haandverks=Mænd til sidst blive for mange.
Vil nogen indvende: At endskiønt en Stat i Rigdom og Formue no¬
get kunde afgaae ved Folkets alt for meget tiltagende Mængde, saa staaer det
dog fast: At Folkets Mængde er Rigets Lyksalighed i Henseende til dets
Sikkerhed og Forsvar. Da svares: 1) At det er ikke nok at anskaffe
mange Folk, de maae og underholdes, det første maae altsaa proportione¬
res efter det sidste. 2) At, siden fremmede Subsidier og Leye=Tropper er
kommen i Moden, da ere disse Tvende, en States Styrke og Rigdom,
langt nærmere forknyttet, end i fordum Tiid. Den, der nu er riig, han
er stærk; Den, der har Penge, han har Folk.
Vil man sige: At en Stat ikke kand faae for mange Mennesker, siden
den derved kand blive sine Naboer overlegen, og udbreder sine Grændser ef¬
ter sine Undersaatters Antal. At Vaaben og Værge gierne kand skaffe dem
Plads, Boelig og Agerland ved Emigrationer nu, som i fordum Tiid;
Da observeres først: At heri ligger en Tilstaaelse, at Folket i en Stat kand
blive for mange. Dernæst svares: At jeg agter det den Menneskelige Na¬
tur uanstændigt, at en Stat vil befordre sit Folkes Formerelse, for ligesaa
mange andre Mennesker at ihielslaae, som den over sit behørige Antal til¬
legger. Langt raisonnablere er det, paa billige og lovlige Maader at af¬
II. Deel.
