203
til Sæd. Derfor er det Staten saa vandskeligt, at holde sine Forbud imod
Skovenes Forhuggelse, ikke saa meget for den Fordeel, Eyeren tænker at giøre
af Skoven, som siden aarlig og bestandig af Skovens Grund. Forgieves
citerer man os Engelsmænd og Hollændere, hvorledes, ved hvad Konst og
Møye de har formeeret Landets Frugtbarhed. Hvad Engelland har gjort
sildigere, det har vi gjort tilligere, har de været os tilforen i Commerce, saa
har vi været for dem i Agerdyrkning, og skulde jeg høylig tvivle, at de
har bragt der videre, end vi, skiønt de har skrevet meere derom.
Og hvad Hollænderne har kundet giøre, det har vi og i Marschen viist at
kunde giøre med, hvor og saa vidt Grundens Beskaffenhed det tillader, og
var Giødningen her, som der formedelst deres mange nær liggende store Stæ¬
der, at faae til kiøbs, da vilde den heller ikke feyle Liebhabere. Man har og
forsøgt her at giøde med Tang, meleret og forraadnet med anden Giød¬
ning, nogen Jord forbedres, men anden forverres derved. Man forsøger
Sæde=Korn fra andre Provincer, og forskaffer det med anseelig Bekostning.
Man har prøvet at faae Hollandsk Kløver=Frøe, Engelsk Kløver og Trifol,
men ikke allevegne med Nytte og Fordeel. In Summa, vore Diger og
Demninger, hvorved vi vindicere Cereri det, som Neptunus dog ikke vil
afstaae sine Prætensioner paa, viser nok, at vi ere Landmænd, og ikke lader
tienlig Jord ligge udyrket. Agerdyrkningen, almindelig talt, er efter mine
Tanker i vor Tid i ynskeligste Drift og nær ved sin Fuldkommenhed,
og skulde der end et eller andet Sted være de Godser, hvor den ikke ret fort¬
settes, da vil Naboernes Exempel snart remedere Sagen, i sær om
de Godser faaer en erfaren Landmand til Herskab, ved dem i sær kommer
Bonden i Stand, og Agerdyrkningen i Drift; besørges det første, da har det
sidste sin Rigtighed, hvor Agerdyrkningen staaer tilbage, der mangler Dyr¬
