204
kerne Evne at fortsette den. Og lærer Erfarenheden: At de Fornemste og
Rigeste ikke just ere de beste Proprietairer; de, der anseer deres Jorde¬
Gods, som deres rette Næring og Leve=Brød, og selv administter det, hol¬
der gierne deres Godser i bedre Stand, end de, der anseer deres Herre¬
gaarde, snart ene, som Lystgaarde, og overlader Administrationen
til andre.
Min Slutning bliver da: At Landvæsenet har de Folk, som det kom¬
mer ud med, og ikke kunde imodtage mange fleere, uden Afgang for forrige
Arbeydere, thi dersom derpaa sex Tønder Hartkorns Grund, som, jeg po¬
nerer, nu vel og tilbørlig at drives ved fem Mennesker, skulde fødes sex, saa
kunde denne siette ved sit Arbeyde muelig endnu udbringe liden meere Interesse
af Grunden, dog ikke saa meget, som hans Underholdning kunde være, den
øvrige Anpart af hans Underhold kom altsaa til Afdrag for de andre fem.
Nogle Landmænd vil meene: At Landvæsenet maae ikke have flere Folk, at
fleere bleve kuns til Byrde, hvilket de og undertiden afværge ved at tillade
nogle at tiene i Kiøbstæderne, som Avels=Karle og Gaards=Karle. Andre
meener: At det var bedre, ikke Landvæsenet til Byrde, og Staten til Nytte,
om Bondestanden producerte fleere Mennesker. Overskuddet fra Ager¬
dyrkningen kunde employeres til andet, og hvad Bonden kostede paa dem i
Barndommen, kunde vindes igien ved Folkelønnens Nedsettelse, som nu erag
tes noget høy, hvilket umuelig kand remederes, uden ved Folkets Formee¬
relse. Men aldrig hørte jeg nogen klage: At deres Agerdyrkning stoed til¬
bage ved Mangel af Mennesker, men vel ved Menneskenes Mangel paa Be¬
sætning, thi til Agerdyrkningen henfører jeg ikke Ægter med Avlingens
Producter fra Corsøer=Egnen til Kiøbenhavn, men kuns til nærmeste Udskib¬
