217
gende Ulykker, som herved for en stor Deel vilde forebygges, eller hvor selsomt
det lader, at vi som strider for Geystlighedens Frihed til at gifte sig, fordrer
Donum Continentiæ af Soldatesken.
Dernest maae vi undersøge, om de nylig anførte Aarsager, som er til
Hindring i Bondestandens Ægteskabe, beqvemmelig bliver at hæve. En
god Landmand vil vide, saadan Apologie for den nyelig omtalte ved Land¬
væsenet indførte Praxin at giøre: At, betreffende de unge Karle, der ge¬
meenlig mange Aar ugifte hengaae, indtil de omsider kand komme til Gaards¬
Fæste, da lærer ikke allene Fornuften, men en lang og almindelig Erfaren¬
hed, at de Bønder=Karle, som gifter sig tilig, førend de i en Deel Aarin¬
ger har tient og samlet sig noget (thi i vore fleeste Provincer arves snart
intet i Bonde=Standen, alting maae tienes) aldrig bliver gode og tienlige
Beboere, thi, naar saadanne Folk, som ved Gaardens Tiltrædelse intet
medbringer, uden nogle smaae fattige Børn, ere uformuende at anskaffe
den fulde Besetning, Boeskab og videre, som behøves til at sette Avlingen
i sin rette og behørige Drift, da forstaaer det sig, at de aldrig kand komme
paa fode, Deels fordi Avlingen er det eneste, hvoraf alting tages skal.
Lider og forsømmes Avlingens Drift, da er Armod uomgængelig; Deels
formedelst de saa kaldede Villigheder, dem den Trængende give maae, det er
Renter eller Botmerie=Penge (thi der er ingen Sted større Hazard, end
i at laane og borge en trængende Bonde) den, der ikke selv kand anskaffe
Kiøer, Faar eller Giæs, maae tage til hallings, og derved overlade Gevin¬
sten til deres Eyere, og faaer selv kuns lidet for Græs og Foder. Feyler han
Skatter eller Sæde=Korn, da maae han mange gange til Renter af en Skat
II. Deel.
