48
eller en Tønde Korn, tilstaae sin Creditor et par Skiepper Sædeland, og
af Hosbonden tør han ikke laane, eller for ham yttre sin Fattigdom, af
Frygt at kastes af Gaarden. Altsaa er det uomgængeligt fornødent, om
Agerdyrkningen skal holdes i sin rette Drift, og Jordegodset i sin Priis,
ikke allene Jordegodsets Eyere, men heele Staten til Nytte, at Bønder¬
Gaardene besettes med saadanne, som strax ere formuende at afsted komme
Avlingens behørige Drift. Hvilket Bonde=Standen og selv for den største
Deel indseer. De Karle, som ere stræbsomme, sindige, og tænker til at
fæste i Tiden, varer sig meget vel for Forlovelse og Giftermaal, thi ellers
seer de nok, at de ingen Vey vil komme. Blev den Skik derimod nogen
Tiid indført iblant Bønder=Karlene, at de giftede sig tillig, førend de ved
en Deel Aaringers Tieneste havde oplagt sig noget anseeligt (thi af dem, der
gifter sig uden Gaards=Fæste, maae fleere nødvendig tilsette, end oplegge)
og derved sat sig i Stand til at fæste, da blev Agerdyrkningens Forsømmelse
og Landgodsets Ruin en uomgængelig Følge.
Anlangende de aldrende Koner, som efter Mandens Død gemeenlig
bliver ved Gaarden, og at samme overlades i Fæste til den, som vil ægte
Enken, da vil en erfaren Landmand spørge: hvorledes han enten kand handle
christeligere eller fornuftigere? med mindre Gaarden kunde bestride en aarlig
Afgift til den gamle Enke.
Saaledes er Landmandens Apologie, og maae jeg rundt ud bekiende,
at jeg veed ikke at refutere ham, eller noget med Raison at kunde indvende.
Agerdyrkningen og dens Flor er Basis til heele Statens Velfærd, jeg anseer
