222
Vil man indvende: at ligesaa meget som denne Almuens Jndskrænk¬
ning inden sine egne Grændser, kunde befordre Middelstandens egne Gifter¬
maale og Formeerelse, saa meget vilde den decouragere Almuen fra Ægte¬
skabe, ved det den Forhaabning blev dem betaget, at deres Børn muelig
kunde giøre Fortun, og komme til skikkelige Stationer, da svares: At 1) er
Meeningen ikke, at ald Haab derom dem gandske skulde udslettes. 2) Tænker
jeg ikke, at den gemeene Mands Regning gaaer saa vidt, at han ved Ægte¬
skabs Jndtrædelse giør Stat paa, at hans Børn skal blive Præster, Bye¬
Fogder, Bye=Skrivere eller Kiøbmænd, eller at noget Ægteskab skulde hindres,
ved at betage dem saadant Haab. Enhver fornuftig er fornøyet, naar hans
Børn kand komme skikkelig og ærlig frem i den Stand, de er fødte i.
Og skulde det endnu synes nogen, at saadan Indskrænkning dog var
noget haard for Almuen, da besindes: At den Jndpas, som den nu giør
Middelstanden, er dog haardere. At indskrænkes til at forblive i den
Stand, man er født i, er ikke nær saa haardt, som enten at nedtrykkes
til en nedrigere, eller ved Jndpas af andre, at mangle convenable Næring
og Levebrød.
Min endelige Calcul i denne Sag, efter mit ringe Jndsigt, bliver da
denne: At naar man først hævede de anførte Ægteskabs og Forplan¬
telses Hindringer saavidt, som beqvemmelig hæves kand, da agter jeg
unødvendigt, efter Statens nu værende Situation, noget videre til Folkets
Formeerelse at foretage. Det maatte da være: At man, efter den ved Op¬
fostrings Huusets Anlegning saa priselige Intention, videre var betænkt
