221
uden Tvivl er een af vort Lands største Lyksaligheder, at enhver Privat=Mand,
som frygter GUD, ærer Kongen, og passer paa det ham er befalet, kan være roelig
og angerløs i Henseende til alle Landets offentlige og almindelige Forandringer,
hvorimod man andensteds seer den Borger, som havde nok i sin Huus=Sorg, hen¬
gende med Hovedet under en affecteret Byrde, af tusende Bekymringer, angaaende
visse Forslags Udfald paa nærmeste Rigs=Dag. Hvis nu den Slags Indretning,
hos sine store og mange Vanskeligheder, haver nogen Nytte, da beroer samme alleene
paa den Frihed, at en Privat=Mand kan sige sine Tanker om almindelig Velfærds Befor¬
dring, og saa vidt være Raad=Mand: Men see, til samme Maal at naae, med mindre
Anseelse eller Opsigt, dog ligesaa vist og vel, tiener dette at Summus Imperans aller¬
naadigst tillader enhver forstandig og redelig Patriot, at indsende sine alleruforgribe¬
ligste Betænkninger om det, som efter hans Jndsigt eller Forfaring, meenes at kunde
tiene den Borgerlige Velfærd, snart til at forskaffe et nyt Gavn, snart til at afværge
en befrygtelig Skade, snart til at opfinde vissere og lettere Midler, tienlige til samme
Øyemerk. Mangen gang boer der ogsaa kloge Folk bag ved Raadhuuset, og om
disse høres, da torde i deres Ord maae skee ogsaa være noget saadant, som man i
Længden ikke fortryder at have laant sit Øre. Men skeer det ogsaa undertiden, at
disse kloge Folk bosler forbie, og deres Raad rammer ikke det rette Maal, saa er der¬
ved intet tabt, uden den Times Taalmodighed at høre dem, og maa skee den er enda
ikke saa gandske tabt, thi just ved deres Feyl=Tagelse, faaer man en nye Bekræftelse i
det sande og rette. Deres Ufuldkommenhed, fører maa skee paa Veyen til noget fuld¬
komnere, og jeg for min Deel, maa bekiende, at have lært meget ved Samtale med
dem af en adskillig Meening.
Hvad her meldes, meener jeg, kan passe sig paa Jndholden af dette Oeconomiske
Magazin i almindelighed, men særdeles paa de Afhandlinger fra Velærværd. Herr
LuTRENS Haand. Saa fornøyet er han ikke med alt det nærværende i vor Oeco¬
nomie, at han ikke skulle see mange og store Feyl. Vor Agerdyrkning, Fabrik=Væ¬
sen, Fiskerie, Skibsfart og Kiøbmandskab holder han trængende til Forbedring,
Forøgelse og Opmuntrig: Men det finder han ikke, at vi udi alle disse Poster skulle
staae slet saa langt tilbage, som andre meene, eller at vi skulle være uden merkelig
Fremgang NB. i Ligning mod Folk under samme Clima, og efter Proportion af
vor naturlige Evne. Visse andre Nationer giøre vist nok meere Ord af mindre,
ligesom vi giøre mindre Ord af langt meere. Det sidste skeer nu ikke af sand Mo¬
(II. Deel.
