Denne Satz, de¬
af de nyere Politicis ansees saa gandske fundamen¬
tel og vigtig, som aldeeles uimodsigelig, regardertes ikke nær saa
meget i den ældre Verden. Den Politiqve, som i fordum Tiid
blev eragtet for den sundeste og beste, gik fornemmelig ud paa Tapperhed
og Tarvelighed. Ved disse eragtede endog de mindste Stater og mindst
frugtbare Landskaber sig baade sikkre nok og rige nok; thi, som Frihed
og fornøden Ophold var alt, hvad de søgte, saa var Tapperhed og Tarve¬
lighed alt, hvad de lagte vind paa. Rom i sin Of
arta, Thebæ og
vext
heele Grækenland, Schyter og Tracer &c. kand herpaa give Exempel. Den
nyere Verdens Politiqve synes derimod fornemmelig at sigte til Overflødig¬
ør alting. De kand alliere os
hed og Overdaadighed. Penge, siger de, g¬
den heele Verden, og drage Auxiliair-Troupper fra alle dens Hiørner.
De kand underminere vore Fiender, og sette Splid imellem dem. De kand
aabne de geheimeste Cabinetter, og trænge ind i de allerfasteste Fæstninger.
