230
Og Overdaadighed maintenerer de, som en Haandlangere af Overflødig¬
hed, som den, der giver Næring til en populeus Almue; hvorom meere paa
et andet Sted.
Historien viser da noksom, at Verden selv til Deels er samme Skiebne
underkastet, som dens Jndbyggere, nemlig: Jo ældre, jo meere gierig,
avindsyg og misundelig. Derfor er det, at i den Sted man fordum
søgte, som egen Tapperhed at vedligeholde, saa at svække andre, at de ikke
bleve for mægtige og formidable, saa søger man nu, som at berige sig selv,
saa at forarme, og, om mueligt, at udhungre andre. Og, som Rigdom
nu ikke bestaaer i at have nok, meget eller overflødigt, men i at have
meere, end andre, saa er det den nu i Moden værende Politiqve ligemeget,
enten den kand befordre egen Vinding, eller andres Tab, og giver dette sidste
Staterne nu omstunder ligesaa mange Bestræbelser, som det første. Dette,
som ved Particulairs kaldes en lastværdig Misundelse, hedder og er ved Sta¬
ter og Stats=Mænd, en priselig Forsigtighed.
Langt fra, jeg nu her vil indlade mig i Krig med den Verden, jeg lever
i, for at maintinere den ældre Verdens Politiqve, som den sundeste og be¬
ste: thi hvad nytter det, og hvad Nødvendighed, at vilde protectere de
Døde mod de Levende? Ved at prise deres Tapperhed, maatte jeg henfalde
til formasteligste Forvovenhed, og ved at berømme deres Tarvelighed, maatte
jeg geraade i yderste Armod. Ney! jeg capitulerer strax, og tilstaaer gierne
de nyere Politicis: At, den stund Penge, som nu i disse sildigere Tider, er¬
alt, og har bemægtiget sig et souverain Herredømme i Verden, den stund
andre Nationers Hielp kand tilkiøbes, og egne Undersaatters Troskab af¬
