241
drager fleest Penge ind i den publiqve Cassa fra Landets egne Undersaat¬
tere, er langt fra ikke altid Publico meest fordeelagtig. Men vel det, som
enten sparer meest Penge i Landet, eller indbringer meest fra fremmede Sta¬
ter. Saaledes seer man og, at visse Nationer i ingen Maade giør Regning
paa, at Consumptionen egentlig er Statens Fordeel, skiønt Fiscus fordrer
sin Andeel af de consummerede Vahre, og er det saa langt fra, at de be¬
stræbe sig at forøge Consumptionen, jeg meener, at faae jo fleere og fleere
Vahre i Landet fortærede, at de contrair bestræber sig paa, at encouragere
Victualiers Udførsel, saaledes, at Landets Fiscus, uden at regne Staten det
til Nakdeel, udbetaler noget vist for hver Tønde Korns Udførsel.
Med bedre Føye kunde man statuere: At jo mindre der conlume¬
res i Landet, og jo meere der udføres, jo fordeelagtigere for Staten. Skiønt
jeg tilstaaer, dette igien maa forstaaes under sine visse Betingelser; thi for
først seyler denne Satz for saa mange af Landets Jndbyggere, som i en eller
anden Maade kand fortiene og indbringe Staten, hvad de consumerer, eller
derover. For det andet for saa mange, som i en eller anden henseende er
Staten umistelige, om de end ikke fortiene, hvad de consumere. Og
altsaa holder denne Satz ikke Stand, uden for den Deel af Landets Jndbyg¬
gere, som er til Overflod og Byrde, eller, med andre Ord sagt, som baade er
mistelige, og ikke fortiene, hvad de fortære.
Sluttelig seer jeg ikke, at kunde beregne Staten Fordeel af Consump
tionen, undtagen for dem, der, som sagt, enten ere umistelige, eller for¬
tiener og indbringer Landet, hvad de consumerer. Følgelig, hvad
nye Fabriqvers Anleggelse betreffer, kand jeg heller ikke beregne Staten For¬
deel ved den derved foraarsagede Consumptions Forøgelse, uden under
II. Deel.
