3) Bliver at observere: At der fra Fabriqven er beqvem Udførsel
til andre Statens Steder og Provincer.
4) J Fald kabrigven ikke fortrøster sig, at kunde soptinere sig uden
Forbud paa slige Vahres Jndførsel fra fremmede Steder: Om fremmede
Vahre der ikke lettelig og beqvemmelig, uagtet at Staten end og saa med
største Rigeur vil holde over slige Forbud, dog lader sig indsnige. Om Lan¬
dets Situation, Naboeskaber og deslige ikke ventelig vil giøre alle slige Bestræ¬
belser frugtesløse. Thi i saa Fald, kand Fabriqverne snart giøre stort Tab,
naar deres Vahre derover uafsatte henligge, og den store Capital, som deri
stikker, frugtesløs henstaaer. Og naar en Fabriqve er kommen til den
Point, da er det Qvæstio: Om den, ved at lade saa mange Vahre uafsatte
henligge, ikke har gjort større Tab, end om den havde alt efter Haanden af¬
sat dennem alt efter de paa fremmede Vahre sædvanlige Priser; thi mueli¬
gen dens første Tab, i mindste for største Deelen, var ersat ved Verkets vi¬
dere og bestandig tiltagende Drift. Og i Fald Fabriqven enten føres paa
Statens egen Regning, eller derfra nyder betydelige Soutiens og Tilskud, da
er Statens Tab uimodsigelig større i første Tilfælde, end det havde været i
sidste; Thi hvad Staten giver (om den og havde bortgivet noget ved saa
lette Priser) til sine Undersaater, det taber den ikke, egentlig talt; thi hvad
Undersaatterne har, det har Staten og, og kand alletider paa en eller anden
Maade indhentes i den publiqve Cassa. Men lader den anseelige Capita¬
ler i rum Tiid frugtesløse henstaae, da har den reent Tab i sine Renter,
helst hvor der ikke er fleere Penge, end til Nytte bruges og employeres kand.
Af denne vor hidindtil gjorde Undersøgning er det da klart og aaben¬
bare: At ikke enhver Stat kand finde Fordeel ved enhver Fabriqve, men at
II. Deel.
