21
Arbeydet, ald den stund disse, som ellers gik ledige, og enten maatte leve af
Almisse eller Bedrageri, ikke arbeyder slet omsonst. Og saa i andre Maader
ved Fritagelser og Tilskud gotgiøre og erstatte Fabriqverne det Tab ved
Prisernes Fald, saaledes at de subsistere kand, alt paa det disse overflødige
Folk dog til Deels kand ernæres paa fremmed Bekostning. Saa fremt nu
denne Casus skulde existere, i Fald de ældre fabriqverende Nationers Be¬
stræbelser imod de nyere skulde gaae saavidt, og denne Politiqve følges, da:
var det vel uden Modsigelse andre Nationer, som ikke ere over=peuplerede,
og helst dem, som snarere har Mangel paa Folk, fordeelagtigst, at profitere
af de folkrige Staters Overflod, og at modtage det Arbeyde, som de tilbyder
saa got kiøb, og selv til Deels betaler, end at certere med dem, hvo der vil
spilde meest af sit Arbeyde. J saa Fald seer man da nok, siden vor Stat ikke
med en overflødig Almue er besværet, at vore Bestræbelser for Fabriqver
vare forgieves og gandske unyttige. Om denne Politiqve allerede i visse Sta¬
ter i nogen Maade har taget sin Begyndelse, skal jeg ikke sige. Men jeg har
temmelig sterk Formodning, at det vil skee med Tiden. Thi min Regning
er denne: At enhver vel indrettet Stat employerer sin Almue, for først i
Agerdyrkning, Fiskeri, Bergverker og Haandverker, saa mange som dessen
behørige Drift udfordrer. Haves Almue endnu til overs, da employerer
den dernest et fornøden Antal i egen Commerce og Fabriqve. Og skulde
der endnu findes Overskud, som ikke end da var satt i Arbeyde, da søger den
paa alle muelige Maader at faae dem, om ikke gandske, dog til Deels sala¬
reres, de af fremmede Nationer, ved at fabriqvere eller commercere
for dem.
