346
Brød=Bagen, saa dog til at foere Fæe, Hæste, Giæs &c. med, da jeg er vis
paa, at det skulde have meere Kraft i sig, end Trespe eller Heire. Naar
man eengang havde faaet Sæden i et udbrændt og pløyet Heede=Land, saa
havde man efter Høsten ikke allene god Foering, men man kunde end og, efter
mine Tanker, uden videre Pløining til et andet Aar, udsaae Sæden over
Landet og det gandske tyndt, efterdi Axene blive meget store, og udfordre
meere Rum end Rug=Ax. Paa denne Maade kunde man dog til nogen
Nytte anvende det meget Heede=Land, som af Mangel paa Giødning, immer
ligger og ellers bliver liggende død og ubrugbar. Derved kunde det med
Tiden komme under Giødning og blive brugelig til bedre Sæd.
§.2. Hav=Græsset eller Tangen ved Vester=Siden af Jylland og paa
Øerne der omkring, er en fortreffelig Giødning, naar det overflødig indstrøes
iblant anden Giødning af Fæet, og om Foraaret bruges paa Landet til Byg,
Havre, Erter= eller Bønne=Sæd, hvilket da i tørre Sommere, formedelst de
saltagtige Partikler, opholder Roden i saadan Kraft, at Kornet paa den Ager,
som dermed er giødet, bevares fra Forbrændelse og andre Tilfælde af alt for
stor Tørke og Mangel paa Regn, og bærer rigelig. Jeg har paa eet Sted
observeret, at Huus=Folkene i September og October, i hvilken Tiid
samme Tang i stor Mængde rives løs fra Havets=Grund og opkastes paa
Strand=Bredden, har ved deres Huuse og Mødinger i Hobe sammen kiørt
og opstablet det, hvilket de siden har afgravet med Spader, og naar det er
saaledes afgravet fra Vandet, lader det sig meget beqvem blande iblant
Giødningen. Naar det kommer saa frisk op af Vandet, æde Svinene det
gierne; et og andet Stykke Horn=Qvæg bider og undertiden derpaa.
Herr Pontoppidan i sin velgrundede Norges naturlige Historie an¬
mærker det samme om Tang eller Hav=Græs p. 186. den tydske Oversættelse,
