34
nemlig at det af de Norske Bønder i lige Maade optages og bruges. Paa
Øeland i Sverrig, bruger man det og til Giødning. Men hvorledes man
skal giøre Pot=Aske, og siden endnu got Salt deraf, den Maade maatte man
vel ønske var gjort bekiendt og almindelig. Jeg er falden paa de Tanker,
om man ikke af dette Græsses=Aske, og derhos forbrændt træagtig gammel
Heede eller Lyng=Riis, med den behørige Tilsats, som til anden Sæbe, kunde
udbringe en brugbar Sæbe. Mig er fortalt, at i Jylland i Riber=Stift,
ved Liim=Fiorden, ere Bønderne og falden paa, at de af saadant pulverise¬
ret Græs, tilveye bringe Salt, hvilket og skeer paa nogle Steder ved Beltet.
§. 3. Dersom man i et udbrændt Heede=Land, efterat samme var pløyet,
fornemmelig i Dalene eller de dybe Egne, vilde faae Høe-Sæd eller Høe¬
Smul, med Klever=Sæd iblant, saa skulde om ikke alle, dog vist nok nogle
Sæde=Korn voxe, og forandre Landets Heede og ufrugtbare Art, saa at
om Marken ikke kunde tiene til Korn, saa kunde den dog tiene til Græs og
Foering.
§. 4. Som Jndvaanere i Thyringen saare vel veed at benytte sig af deres
Land, saa saaer de Valmue eller Monkopf=Sæd, Papaver, paa Steenagtige
magre Kanter og Egne af Landet, afskiære Kopperne og Sæde=Huusene for¬
sigtig, naar de ere modne, og slaae eller presse deraf en til Spise og ellers
gandske god brugbar Olie, og paa denne Maade kunde flittige Jndvaaner,
som vel forfarne Land=Mænd, ved Vindskibelighed giøre sig her en god Pro¬
sit, dersom kun først Olie=Slagen af Roe=Sæd, ved smaa Machiner blev
bedre bragt i Gang. Vallmue voxer gierne her overalt, og kunde rigelig be¬
tale sin Dyrkning.
§. 5. Jeg er af den Meening, at man paa de høye Heede=Egne, kunde faae
Heire, Trespe eller Skrade, i lige Maade en Art vilde Erter, som ligeledes
