delig et Overskud, naar de vilde leve tarvelig? Hvortil skulde den store Sam¬
ling, naar de kuns behøvede og brugte lidet? Og, som Fornuften, saa viser
og Erfarenhed og Historien: At Gierrighed ingen synderlig Etablissement
har kundet finde under Tarveligheds Regimente. Overdaadighed derimod,
som den har ingen Grændser, som den veed at forøde alting, saa kand den heller
aldrig faa nok, og mindre formeget. Den er det derfore, der samler Riig¬
dommen somme steder, hvor det lykkes vil og Leylighed gives, i saa store
Dynger, og dog aldrig anseer dem for store, følgelig maa det igien skorte
paa saa mange andre Steder, og derfor er Almuen gemeenlig fattigst der,
hvor Yppighed har faaet størst Fremgang (dog vil man meene, Yppighed
skal komme de Fattige til Hielp). Denne saa gandske uliige Fordeeling af
Middel og Formue, seer man da vel, er et stort Onde, siden den nødven¬
dig maae sette et stort Antal i desto armere og fattigere Tilstand. Vil man
sige: Derimod giør den andre rigere, og forbedrer deres Tilstand, da sva¬
res: At hvad den paa disse Steder tillegger, det tager og tærer den igien.
Var -Yppighed ikke, da var deres Tilstand ligesaa god med meget mindre.
Den tilfører altsaa den største Deel et virkeligt Onde (da den end og giør
Fattigdom meere fattig) og nogle faae tilfører den kuns et indbildt Gode.
NB. Blandt Yppigheds onde Virkniniger, i Henseende til Verden i
Almindelighed, rangerer jeg ikke Fattigdom, egentlig sagt, men,
som viist er, den saa gandske ulige Fordeeling af Middel og For¬
mue; Thi Verden i Almindelighed bliver snart altid lige riig, da dens
rette Riigdom er Landets og Vandets Frugtbarhed og Producter.
Og har Naturens HErre viiselig og høynødvendig præcaveret,
at Yppighed og anden Menniskens daarlige Forhold ikke skulde øde¬
legge den, i det at disse Producter aarligen, efter Haanden, og ved
Frugtbarheden frembringes.
