11
kostning. Alt saa er det nogenlunde fatteligt, at slige Stater, som har For¬
raad af de Ting, dem Yppigheden deels for Rarite, deels for Glands, deels
for Bekostningen, og deels par Caprice er falden paa at bringe i høy Mo¬
de og anseelig Priis, introducerer og handthæver Yppigheden hos dem selv,
for desto bedre at bringe den i Moden hos andre, for saadan deres Yppig¬
heds Materialier desto dyrere at kunde afsette, thi Prisen voxer dagligen
med Yppighedens Tilvext og Etendue.
Dog skal jeg derfor ikke sige: At Statens egen Yppighed er nogen
Stat tienlig, hvor mange Yppigheds Materialier den end kand have, og
for hvor Enorme en Priis den end kand afsette samme til Fremmede; siden
de øvrige forhen ommeldte skammelige og skadelige Yppigheds Virkninger u¬
omgængelig over=balancerer denne Vinding. Hvad nytter det, at andres
Yppighed opfylder Staten med Guld og Riigdom, naar egen Yppighed svæk¬
ker Troskab, Ærlighed og Retfærdighed, og opfylder Staten med utallige
Slags Defraudationer. Dertil maae man agte: At det er Yppigheds Na¬
tur, i hvor den end tager Sæde, det Lands Producter, i hvor rare, præg¬
tige og gode, ikke nær at agte og ansee imod Fremmede, som med umaadelig
Møye og Bekostning hentes fra andre Verdens Hiørner. Egen Yppighed
kand derfor gierne forøde, hvad andre Staters Yppighed kand indrente.
NB. At en Stats Yppighed ellers kand siges at nytte en anden Stat,
er ikke, fordi den egentlig nytter, men fordi den forøder og forder¬
ver; siden en Stat anseer andres Tab, som sin Nytte, og andres
Decadence, som sin Opkomst. At sige, at Yppigheden nytter i
denne Forstaaelse, det er, at tilstaae, at den ødelegger.
