12.
For andre Stater, nemlig dem, som feyler de ommældte, nu i Mo¬
den værende, Yppigheds Materialier, finder jeg Yppigheden endnu meere
skadelig. Disse har jo ikke engang den allermindste Excuse for deres Yp¬
pighed. Egen Yppighed giver dem enorme Udgifter, og andres Yppighed
indrenter dem intet. De lader sig bedaare og forlede af andre, uden at kun¬
de tage nogen Satisfaction hos deres Forledere, uden at kunde vente den
Soulagement, at nogen engang vil beklage dem. Hos dem, som ingen Yp¬
pigheds Materialier haver, skulde man jo meene, at denne Forødere ikke
engang blev tilladt at fæste Fod paa Landet, men at den med en Rømnings¬
Dom derfra blev afviist for alle og for ævig, og i deres Litanie blandt an¬
dre Lande=Plager paa første Sted rangeret. Og dog er det end og ved
disse Stater, at Yppighed finder all forynsket Moderation og Beskyttelse.
Og som det nu er med Staterne, saa er det og med Stænderne, at
nogle Stænder er Yppigheden mindre, og andre meere skadelig. Samt¬
lige Statens Stænder vil finde enhver sin anseelige Andeel, dog med=For¬
skiel. De øvrigere Stænder plager den i Almindelighed meest med mang¬
foldige Bekymringer, Overslag, Beregninger, og med adskillige Inven¬
tioners og Konstgrebs Udfindelse, alt for at faae det, som kand fournere
deres Yppighed. En stor Deel, dem Lykken og Forsigtigheden feyler, styr¬
ter den i Armod og Decadence, og kand vel gar bringe dem om Liv, Ære
og Velfærd. De nedrigere Stænder derimod, skiøndt de har mindst skyld i
Yppigheden, saa lider de dog meest ved den. Dem plager den paa en anden
og haardere Maade, nemlig ved uophørlig Trældom og Fattigdom. Thi
hvor Yppigheden faar Jndpas, der maae alle Betientere salareres høyere,
alle Charger behøver nu meere til deres Udkomme, og hvor skal del komme
fra, uden fra Almuen. (uden at igientage, hvad forhen er mældt, at den
fordobbler dem Arbeydet, og dertil formindsker Arbeydernes Tal ved dens
