13
udtagne overflødige Betientere) Og dog skal det hedde: At det er for at sette
den fattige Almue i Næring, at Yppigheden tolereris.
Herved agter jeg det da noksom godigort At Yppighed har aldeles
ingen Nytte eller Nødvendighed. Men er derimod høystskadelig, som for
Verden i Almindelighed, som forhen viist er, saa og for en hver Stat i
Særdeeleshed. Saa at, dersom den slet var udebleven af Verden, var
Verden skeet en stor Tieneste, aldrig var den da bleven savnet, eller dens
Udeblivelse med føye beklaget.
III. Maae vi da undersøge den Post, som egentlig kaldes i Tvivl,
som er denne: At, naar Appigheden allereede har faaet Jndpas,
og er etableret i en Stat, om det da er raadeligt og nyttigt for
Staten, at antaste, indskrænke og udrydde den, eller om det ikke
er raadeligere, at tolerere den formedelst de forhen anførte Aarsa¬
ger; Disse Aarsager er det da, som nu falder under Examen.
I. Siger man Yppigheden til Forsvar: At den giver Næring
og Fortieneste til mangfoldige Statens Lemmer, som, i fald Yp¬
pigheden blev remederet, vilde feyle, eller i mindste udsettes af Næring,
Handel og Leve=Brød. Jeg tilstaaer, at Yppigheden, hvor den faaer Jnd¬
pas, inddrager mange Mennisker i sin Tieneste. Dersom Yppigheden og
Nødvendigheden vilde forfatte Mandtal, enhver over sine Arbeydere og Be¬
tientere, da vilde vel de førstes Antal i mange Byer over=balancere de sid¬
stes. Men hvad er det, der egentlig nærer Menniskene? Det er det fornød¬
ne Arbeyde, der tilveyebringer Landets og Vandets Producter, og forfær¬
diger de til Menniskets Ophold og Beqvemmelighed behørige Ting. Dette
Arbeyde er det, som egentligt nærer, opholder og underholder det gandske
Menniskelige Kiøn, saavel dem, der ere ledige, som dem, der arbeyder, og
