16.
Jndvending maae supponeres. 2. Da er Yppighed ikke just den beste Di¬
stributor, den uddeeler tit paa urette Steder, til dem, som mindst burde
have det, og det, som værre er, den distribuerer noget vidtløftigt, den
meeste Part gaar ud til Fremmede, til alle Verdens Hiørner. 3. Da lige¬
som Yppigheden i et Land paa et Sted uddeeler, saa drager og skraber den
til sig paa andre Steder. Dertil maae man agte: At, alt hvad den ind¬
drager, drager den fra Landets egne, hvad den uddeeler, uddeeler den meest
til Fremmede. Sluttelig drager Yppigheden langt meere fra Landets Jnd¬
byggere, end den uddeeler til dem. De Fattige har derfor en meget slet
Trøstere i Landets Yppighed, i alle Maader finder jeg den at være Almuen
til Last, men ikke i nogen Maade til Lindring.
Denne første til Yppigheds Forsvar eller Excuse anførte Raison
findes da meget brøstfældig; tvertimod har vi befunden, at Jndbyggerne og
Lemmerne i en Stat ikke alleeneste kand leve, finde Næring og Nærings¬
Midler uden Yppighed, men at de endog ved Yppigheds Jndskrænkning og
Afgang kand leve langt bedre.
2. Siger man Yppigheden til Forsvar: Ar ved dens Jndskrenk¬
ning vilde adskillig Fabriqve og Commerce, som nu eragtes Sta¬
ten heel tienlig og fordeelagtig, svækkes og bortfalde, og derpaa
opregner: At i en Stat vilde Yppigheds Afgang bringe mange Kunstnere i
Decadence, i en anden Stat en stor deel Tapet= og Silke=Fabriqver, et
andet Sted den eller den Commerce &c. Da maae jeg spørge: Om saadan
Fabriqve eller Commerce, hvis Decadence Yppighedens Fald befrygtes at
medbringe, fournerer andres, eller egen Yppighed? J første Tilfælde kand
de jo fortsettes, for saa vidt og saa længe, at andres Yppighed giør dem
fordeelagtige. Og i sidste Tilfælde er det jo vel, at de Ting bortfalder, som
kuns ere Staten unyttige og skadelige. Og maae man her vel observere:
