18.
ter. Alsaa maae jo Yppigheds Hævelse nødvendig være enhver vel indrettet
Stat til Fordeel, siden den derved sparer i sin Udgift, og har ingen Rabat i
sin Jndtægt.
Jndvendes nu: Ja saa længe andre Nationer vedligeholder Yppig¬
heden, da kand det være en og anden Nation tienligt at indskrænke den, siden
den da kand bruge de Folk, som derved bliver vacante, til at arbeyde for de
yppige Nationer, Staten til Interesse. Men dersom vor Yppigheds Jnd¬
skrænkning har den Virkning, at alle andre Nationer følger vort Exempel,
da maatte, om ikke vores, dog en eller anden Stat nødvendig lide derunder.
Da svares for først: At en eller anden Stat kand kuns sikkert og uden Be¬
tænkning indskrænke sin Yppighed, det har ingen Nød, at Yppighed alleveg¬
ne skulde forjages, har den maintineret sig til Dato, saa giøres den vel
ikke i sin Alderdom slet landflygtig af Jorderige. Dernæst maae conside¬
reres: baade, at det staar til andre Nationer at indskrænke Yppigheden,
uden vores Exempel, og at det er en ubillig Paastand: At en Stat vil beri¬
ge sig paa en anden States Yppigheds Bekostning. Lad være derfore, at
noget Land saaledes over egen Frugtbarhed og fornødne Levnets Midler med
Mennisker er opfyldt, at de, uden at arbeyde for fremmet Yppighed, ikke
kand subsistere, saa giver det dog intet til Sagen. Saadanne gaae da
did, hvorfra de hidindtil har havt Næring; thi den eller de Stater, der hid¬
indtil har næret dem, har dog bedre Ret til dem, end Landet eller Stedet,
der har baaret dem.
Men i saa Fald, vil man sige, at Yppighed over alt blev forjaget,
da maatte Menneskenes Arbeydsomhed dog nødvendig standse. Dette til¬
staaes gierne. Ved den Afgang af alt Yppigheds Arbeyde blev arbeydet i
Verden uomgængelig mindre, dog ikke til nogen Afgang for Verden og Ver¬
dens Deele, men dens Jndbyggere til stor Lindring. Menniskens Arbeyde
