38
og Sølv, eller antaget det til et almindeligt Omsetnings Middel, men Com¬
mercens Fornødenhed. Saa vil vi og ligeledes befinde, at det ikke er Men¬
niskenes fri Vall eller Vedtægt, der fastsetter og til noget vist determinerer
deres Priis, men at det er Commercens Etendue.
Hvad den Priis mellem Guld og Sølv indbyrdes betræffer, da
proportioneres samme efter den Qvantite, i hvilken begge forefindes i Al¬
mindelighed paa Jord=Kloden, og i Særdeleshed i enkelte eller visse meest
nærliggende eller meest med hinanden commercerende Stater. Saa man¬
ge Pund Sølv, som der efter Verdien gaar paa et Pund Guld, saa mange
gange agter jeg, at Sølvets Qvantite i Verden omtrent er større end Gul¬
dets, forstaae, jeg taler om det, som Menniskene har i Brug og Cours,
saa at, i fald Qvantiteten af Guld og Sølv blev omvexlet, da vilde de¬
res Priis dermed omvexles tillige. Dog tilstaar jeg, at denne Proportion
mellem Værdien og Qvantiteten, ikke paa det allernøyeste er eller være kand
afcirclet og afveyet. Og er Proportionen i Verdien ikke alletider og alle¬
vegne just den samme. Da kand Aarsagen til det første, nemlig at Propor¬
tionen ikke alle Tider er den samme, være denne: At paa visse Aaringer
kand meere Guld, og paa andre meere Sølv, frembragte af Jordens Giem¬
me, Regenternes Skat=Kamre eller Particulairs Kister, føres i Brug. Og
Aarsagen til det sidste, at Proportionen i deres Værdi ikke allevegne er den
samme, kand være denne: At disse Metaller, om end Verden altid beholdt
samme og lige proportioneret Qvantite af begge Deele, dog ikke til alle
Lande i alle Tider lige proportionaliter bleve uddeelte. Nogle Lande ere
rigest paa Guld=Miner, andre paa Sølv=Miner. Paa en Tiid kand en
Stat faae større Remiser i Guld, og paa en anden Tiid større Remiser i
Sølv, og ligeledes paa en Tiid udsende meere af et Slags, og paa en an¬
den Tiid meere af det andet. Jngen Under derfore, at naar Proportionen
mellem Statens Guld og Sølv i Henseende til Qvantiteten anseelig foran¬
