39
dres, det da og i nogen liden Maade kand forandre Proportionen mellem
deres indbyrdes Værdi; siden begge Metaller, som forhen viist, efter Han¬
delens Adskillighed ere begierlige. J China, er mig sagt, at Guldets Værdi
imod Sølvets er mindre, end i Europa, og at der er Forbud paa det førstes
Udførsel eller Omvexling mod Sølv. Om nu Forbuddet selv hos dem er
Aarsag til Guldets ringere Priis, skal jeg ikke sige, siden Landets øvrige Om¬
stændigheder ikke er mig noksom bekiendte. Men vist er det, at saadant For¬
bud i en eller anden af de Europæiske Stater kunde nedsette Guldets Priis
imod Sølvet. Sølvet, som ene udgik, vilde til sidst vorde rart og begier¬
ligt, og Guldet, som i Landet alt meere augmentertes, vilde, siden det til
de mindre Jndkiøb ikke var saa beqvemt, falde i Prisen. Dette var da an¬
gaaende Sølvets og Guldets Priis indbyrdes imod hinanden, baade i Ver¬
den i Almindelighed, og i visse Stater i Særdeleshed, efter visse og adskilli¬
ge Conjuncturer.
Derpaa kommer vi til Penge (Guld og Sølv tillge) deres Pris
imod Vahre, og finder jeg da, som sagt, at hvad som determinerer og fast¬
setter deres Priis, er Commercens Etendue, forstaae! Jeg meener, at
ligesom Verdens almindelige Omsetning af alle Slags Vahre er større eller
mindre, skeer meere ofte og idelig, eller meere sielden og langsom, saaledes
stiger eller falder Pengene i deres Priis. Og Aarsagen er denne: At ligesom
Commercen eller Omsetningen extenderes, saa behøves der og Penge el¬
ler Omsetnings Midler, ligesom derimod Commercen og Omsetningen stand¬
ser eller indskrænkes, saa mange mindre Penge eller Omsetnings Midler er
man dertil behøvende. Thi en vis Commerce i Verden udfordrer Penge
af en vis Priis, den større udfordrer Penge af større Priis, enten fleere Pen¬
ge, eller i dessen Mangel, større Priis ved samme Penge; og den mindre ud¬
fordrer Penge af mindre Priis, og som Verdens Penge, Commercens
Extension eller Jndskrænkning uagtet, i Qvantite og Vegt bliver de sam¬
