76
berige den, saa kand Ladhed, Ødselhed og Drukkenskab heller ikke forarme
den, da Armod er dens fastsatte Skiebne, thi hvad Livets kummerlige Op¬
hold, det eneste, som den nu har ved alt sit Arbeyde, er betreffende, da kand
samme ikke betages Almuen, uden heele Statens Fald og Ruin, den maae
Staten derfor uomgængelig lade dem beholde. Efter saadan Beregning seer
man da vel, hvad Resolution Almuen tage vil. At den, i lige Omstæn¬
digheder, i dens fastfatte Armod, hellere udvælger Ledighed og Drukkenskab,
end Slid og Arbeyde, og i saa Fald er den og virkelig i nogen Maade at und¬
skylde. Og undrer jeg aldeeles ikke, i Fald den Tyrkiske Regiering, som
mældt, følger disse Principia, at man i Tyrkiet ( som Reyse=Beskrivelserne
mælder) finder hos Almuen den største Ladhed combineret med yderste Fat¬
tigdom. Som vi derfore nyeligen faae, at det er saa langt fra, at Armod
alletider befordrer Arbeydet, at den end og førmedelst Mangel paa Arbeydets
Reqvisita, kand hindre det; saa finder vi og her, at det er saa langt fra, at
den altid forjager Ladhed, at den endog kand føde og foraarsage den, det er,
alt saasnart Almuens Armod nedsetter for dybt, og giøres uomgængelig.
Sluttelig kand Almuens Fattigdom hindre Statens Riigdom, i steden for at
befordre den.
Objiceres 2. At det dog i andre Henseende kand være Staten tien¬
ligt, at Almuen holdes vel lav i Formue, Ex. gr. For desto større Lydighed,
og Underdanighed, da man veed, at Mood og Formue gierne stiger og falder
med hinanden. Da svares: At jeg vel fordrer Almuens Formuenhed til
Statens Lyksalighed, dog ikke større, end Almuen kandtaale. Videre age¬
rer jeg i ingen Slags Tilfælde Tribunum plebis. Ellers maae man agte:
At Opsetsighed ligesaa snart kand findes hos den fattigste, som hos den for¬
muende Almue, siden den første derved hazarderer mindre end den sidste.
3. Kand objiceres: At det dog maae være Staten tienligt, at
holde Almuen lav i Formue, efterdi Almuens Riigdom snart kand giøre
