86
Fogdens Regning over sin Interesse ved Godsets bedre eller slettere Tilstand,
falder ikke just ud, som Herremandens) jeg meener, der er de Steder, hvor
Landmandens Formue ikke er tilstrækkelig til hans Avlings behørige Drift.
Proprietairerne eller Forvalterne vil mueligen og sige: at deres Bønder er
af saadan Calibre, at de ikke kand taale den til Avlingens Drift behørige
Formue, den de kuns, om de end bleve satte deri, ved Ladhed og Drukken¬
skab, vilde forøde, og at de derfor nødes til at føre Oeconomien for dem, de¬
res Jndavling sig i Høsten at bemægtige, og siden Æde= og Sæde=Korn dem
Aaret igiennem at tildeele. Men Skylden er vel meere Forvaltningens, end
Bondens. Bliver Bonden først forsikret, at han ikke er destineret, som
til Trældom, saa til Armod, men at Flittighed og Tarvelighed kand sette
ham og Familien i skikkelig Stand, vil det nok befindes, at disse faae God¬
sers Bønder ere ikke af anden Malm og Natur, end alle de andre; og viser
Erfarenheden, at det er saa. Dog svækkes herved ikke min Satz: Er nogle
faae Godsers Bønder alt for uformuende, da er det ikke Regieringens, eller
de paabudne Skatters Skyld, og bringes de ved Vandheld og vanskelige
Tider paa Knæe, da er det fornemmelig Proprietairernis Sag og egen
Fordeel, at sette dem paa Fode igien. Regieringen lader sig Agerdyrknin¬
gens Drift, og Dyrkernes behørige Formue noksom og i priselig Maade væ¬
re angelegen. Under sidste grasserende Qvæg=Syge, troer jeg ikke, Bon¬
den paa Proprietaire=Godset fik nær den Afslag i Landgilden, som i Skat¬
terne. Vist nok igien, Proprietairerne tabte da selv endeel paa deres
Hollænderier. For fattig har jeg da ikke fundet Almuen i den Henseende, at
han jo er i Stand, sin Handtering og Arbeyde behørig at fortsette.
Vi anseer derpaa: Om han da vel er fattig efter sin Genie og Til¬
bøyelighed, saa at han kunde taale bedre Formue, uden at forfalde, uden at
misbruge den. J denne Henseende tør jeg da heller ikke statuere ham for
