10.
2. Hvilke de sande Forhindringer ere:
De ere vel flere, end jeg, eller mange andre, veed; de omboende og,
mueligt, Godsenes Eyere, vil vel, ikke have saadanne Naboer, der skal be¬
tage dem deres vidtløftige Fædrifter, Tørve=Skiær og andre, formeente Her¬
ligheder. Det er aldrig saa lidet et Fogderie, som jo renter en Skieppe
Havre, pleyer man at sige.
Det er aldrig saa, at jo saadanne for det almindelige nytige Jnd¬
retninger i nogen Maade synes at fornærme nogle, hvilke, naar de ikke i alle
Maader kand nyde deres forige Jndkomster og Beqvemmeligheder, raabe over
Fornærmelser, enten de have ret dertil, eller ikke. Man haver kun at see til
Norge, hvor mange Forhindringer der lægges i Veyen for den for Kongen
og Landet saa nyttige Opmaaling og Indretning af de nye Gaarder i Kon¬
gens Almindinger. Endeel kand, maaskee, have haft en lumpen Vinding,
den de nødig vil miste. Gud veed, om det er saa her, det skal jeg ikke sige. Men det
er vist, at den gemeene Mand holder alt nyt for umueligt; de haver ikke
Skiønsomhed at indsee Tingene, ikke Villie, Lyst og Kierlighed at forsøge
noget, de vil komme læt, og som sovende til alle Ting; naar de kand slide de¬
res Tiid, bekymre de sig ikke om Eftertiden. De Fattige kand ikke paatage
sig noget; thi de have ikke Evne dertil, og Frieheder kand ikke nytte dem,
naar de have intet at begynde med; de Rige og Formaaende vil ikke vove de¬
res Midler eller anvende deres Arbeyde paa nye Indretninger, hvoraf de ik¬
ke strax kand faae Frugterne i Hænder. De kiøber hellere en Gaard, som
allerede er i Stand, af den ere de visse paa Jndkomsterne, saaledes er det be¬
skaffet med Almuen. Hertil kommer, at den lyksalige Bonde=Stand er for¬
agtet; alle, ja end Bonde=Sønnen selv, vil høyere op, de vil være Fogder,
Forpagtere, Kiøbmænd, Herremænd, og jeg veed ikke hvad; hvor skal da
Landvæsenet komme op, naar ingen uden Skummet af Nationen, nogle usle
foragtede, fortrykte og nødtvungne Mennesker, paatager sig at være Land¬
