111
For alleting maatte man vogte sig for at brænde Lynget af, som
gemeenlig skeer; thi derved taber man i Længden; man seer jo at paa de
Stæder, hvor de saaledes af Vanvare afbrænde Hederne, som for nogle
Aar siden skeede med Ahl=Heden, voxer vel de første Aar overflødigt Græs,
men siden springer Lynget ud paa nyt igien, og derefter voxer aldrig Græs
eller Urter siden. Man maatte derfor, om ikke for andet, saa for at faae
Lyng=Roden til at raadne, afhugge Lynget i fald det var for høyt og stærkt,
siden med en sterk Plov vende Jorden, lade den ligge at Lyng og andre Rød¬
der kand vel raadne, siden pløye den igien saa ofte, som nok er, giøde den
allerhelst om Jorden er skarp med oven beskrevne Giødsel; Man maatte ob¬
servere, at man til sandig Mark, blandede Koe=Hæste= og Faare=Møg¬
sammen i Massa og Mødding og lod det blandes og brændes sammen nogen
Tiid, thi Hæste= og Faare=Møg for sig allene er for heed til sandig Mark,
man kunde og til saadan Hedemark kiøre noget Leer paa Ageren, naar den
var oppløyet, hvilket vilde giøre Sandet frugtbart, kiøle og formindske den
Hede, som Sandet egentlig fører med sig, og aarsage at Kraften af Giød¬
slen ikke saa hastig skulle flyde bort, og sluges i Jorden; og efterdi Leer fører
altid en Spiritum acidum med sig, saa til veye bringer det og den Giødsel,
som Sandet behøver; Leer er klæbrigt og seyt og derfor sammenbinder de
glatte og ustadige Sandkorne, at de kand beholde Kraften af Giødslen og
modtage Luftens frugtbargiørende Dunster, den Fugtighed, som Dug og
Regn fører med sig synker da ikke saa snart giennem deres Deele, og Soe¬
lens Hede udtørrer ikke heller Kraften saa hastig. Dog maae anden Møg
og Giødsel tillige med Leeret blandes i Jorden. Dynd af Moser, Morad¬
