224
ning og offentlig modsige de Skrupler, som nogle, af Mangel paa Jndsigt,
kunde giøre sig over Indpropningen. Det er ogsaa bekiendt, at saadant
Ynske i Engelland og Holland er efterkommet af adskillige Geistlige, hvis of¬
fentlige Prædikener til deels ved Trykken ere publicerte, og uden Tvivl ha¬
ve gjort noget til den Curs lykkelige Antagelse i førstbemeldte Land, hvor
man af Begyndelsen heftig declamerede derimod fra mange Prædike=Sto¬
le, men nu raader ligesaa alvorlig og offentlig dertil, siden Forfarenhed,
som den store Lære=Mester, ved mange tusinde Menniskers aarlige Conser¬
vation, har gjort det meget troeværdigt, og mere end rimeligt, at den go¬
de Gud, som al vor Livs og Lyksaligheds Kilde, ved den til Curen givne be¬
standige Velsignelse, vidner om sin Velbehag til Brugen af et Middel, hvis
Forsømmelse og Tilsidesettelse, allersnarest kunde mishage ham, dersom han
ikke ogsaa i denne Henseende havde stor Taalmodighed med vore menniskelige
Skrøbeligheder, allerheldst med dem, som paa nogen Maade reise sig af
Samvittigheds Frygt, eller i det mindste sammenblandes der med.
For at komme omsider til oven anførte Jndvendings Besvarelse, si¬
ger jeg saaledes: Mange Ting synes af Begyndelsen at være, hvad de siden
ved nøyere Eftertanke og Undersøgelse, befindes sandelig ikke at være. Dette
have de fleste forstandige Folk befundet i mange andre betydelige Tilfælde.
Dersom jeg endnu i nogen Grad frygtede for, det var at friste Gud, naar
man lod Kopperne oculere paa sine Børn i en beqvem Alder og efter fore¬
gaaende Renselse, da skulle det være langt, ja meget langt fra mig, at laane
den Meening min Pen til Forsvar. Jeg ville da langt snarere være med de
ivrigste til at advare derimod; Thi saa kiert bør hverken vort eget eller vore
Venners Liv være os, at vi til dets Frelse, skulle synde med beraad Hue, ja
fastsette som et Frelsnings Middel mod timelig Død, det der kunde blive den
