228
saa dog nogle hundrede Grader af fornuftig Probabilite for Livet, mod een
eneste Grad af samme Rimelighed for Døden.
Ja torde nogen sige, denne Døds Probabilite, maa være saa liden
som den vil, var den endogsaa ikkuns som en mod nogle ltusende, saa synes
det mig dog ikke tilladt, at exponere mig den, med mindre Guds Forsyn
giver mig Kald og Jndbydelse dertil; thi mit Liv er ikke allene Guds Gave,
men ogsaa saadant dyrebart Depositum og en min Varetægt indtil vidre be¬
troet Gavn, at al skiødesløs Omgang dermed ville opvekke mig et stort An¬
svar, og dette haver Sted, saa længe som ved Oculationen maa tilstaaes,
at den er ikke uden nogen, skiønt en saare liden og uproportionerlig Døds¬
Fare. Jeg opvekker dog derved i Legemet en Sygdom, som i det mindste
maa tilstaaes at kunde drage Døden efter sig, og det er Spørsmaal, om jeg
tør vove saadant, da jeg har slet intet at vove, uden Kald af den HErre,
som har betroet mig Livet?
Denne Hovet=Objection er det vigtigste, som Monsr. de CHAls,
Fransk Præst i Haag, gaaer løs paa i sin Discours Apologetiqve sur Plno¬
culation consideree du cote Moral, og med et kort Udtog af hans Svar,
vil jeg stræbe at give den tvivlende formodentlig saadan Vished, som Sagens
Natur kand kræve eller tilstæde. All Jndholdet af forrige Objection antages
og Følgen tilstaaes med Vilkaar, at man vel overveyer hvad der ligger i de
Ord: Med mindre Guds Forsyn giver mig Rald eller Jndbydelse
dertil.
J dette Fald maa enhver bekiende, at jeg bør vove langt meere end
ved Oculationen voves, følgelig ogsaa den. Nu kommer det da ikkuns der¬
paa an, at vi vel udgiøre, naar dette kand siges eller ikke, og paa hvad
Maade man kiender: om Guds Forsyn kalder os til den Hazard, efterdi det
ikke bør ventes af noget Orakel eller anden umiddelbar Aabenbaring, hvad vi
have at gløre eller lade til vort Livs Conservation, være sig curative eller
præservative.
Alt hvad vi her kunde vide af Guds Villie, er det, som Fornuften
rimeligen lader os slutte, enten af Sygdommenes Art og Egenskab, eller af
