273
Frøe bliver derimod svømmende oven i Vandet, eller bliver liggende paa det
vaade Bret, hvoraf man kand lade Sæde=Kornet løbe langsom ned i det
Kar, som til Støbningen bruges. Sæde=Kornet maae ikke, heller være for
gammelt, men frisk, thi ellers vandslægter det, og har ingen Kraft til at bære
Frugt, ja bliver vel til Klinte, vildt Byg eller Havre uden Kierne, og des¬
lige. Saa er det og got at besaae sin Jord med fremmed Sæde=Korn, i
sær det, som bliver ført fra frugtbare og varmere Lande, hvilket langt bedre
slaaer an i Jorden end det, som man selv haver, hvilket efterhaanden udar¬
ter og bliver ringere. Naar saaledes en god, reen og frisk Sæd kommer i en
vel giødet og pløyet Jord, saa har baade Jorden og Sæden des større Krafe
og Styrke, hin til at give Sæden Næring og Fremvext, og denne til at op¬
voxe, hvorved da Ukrud og onde Urter maae qvæles og undertrykkes.
4) Endelig, om der alt dette uagtet, skulde dog endnu hist og her
findes nogle onde Urter paa saadan en Ager at opkomme blant Kornet, saa
kunde man efter det, som tilforn er sagt, afskiære eller oprykke samme af Sæ¬
den, og til den Ende kunde, efter andres Exempel, giøres en Vedtægt iblant
Bønderne om at tage aarlig Syn paa alle de Agre, som henhøre til en Byes
Mark, da enhver paa den Tid maatte have sine Agre rensede fra disse Urter,
hvilke, naar det foregaaende blev ved Jordens Dyrkning ret i Agttaget, vil¬
de ventelig blive tynde og let kunde borttages; saafremt ikke ellers nogle Land¬
mænd vilde ved deres Efterladenhed herudi skade sig selv, og blive satte i en
Slags taalelig Mulct. Herved kunde forhindres, at Frøet af de faae onde
Urter, som endda maatte findes iblant Kornet, ikke skulde blive paa Ageren
og befænge den, og at dette Ukrud ikke saaledes skulde igien faae Fremgang.
Paa saadan Maade og ved disse foreslagne Midlers rette Brug,
formoder jeg vist, at de saa kaldede Morgen=Fruer eller onde Urter
III. Deel.
