284
I. Enhver der omgaaes med Landvæsnet skal befinde, at Fæet gierne
æder disse Urter, saa længe de ere endnu spæde;
II. Men saa snart de ere komne til nogen større Fremvext, da faaer
Fæet en Afskye til dem; saa at det Foder, der er blandet med no¬
gen betydelig Qvantitet af dette Ukrud, bliver meestendeels spildt,
eller dog ikke saa synderlig reent opædt af Fæet:
Nogle af dem, som haver lagt mærke til den første af disse tvende
Omstændigheder, men ikke tillige giver agt paa den anden, ere derover
faldne paa de Tanker, at Frøet til dette Ukrud fortæres heelt af Fæet, og
igien qviteres ubeskadigt, hvorved det efter deres Tanker kommer i Giød¬
ningen, og med Giødningen igien udføres paa Agrene til nye Fremvext;
Men Urigtighed af denne Mening sees klarlig af den anden Omstændighed;
Thi dersom Fæet har Afskye for disse Urter efter at de ere gangne i Frøe; da
æder det heller ikke Frøet.
Jkke destomindre kand det dog af en anden Aarsag være sandt, at
Frøet til dette Ukrud bringes for endeel med Giødningen paa Ageren, for
saa vidt som det Foder der spildes under Fæet, og som endnu haver endeel
af Frøet i sig, bliver gemeenlig kastet i Giødningen, og derefter i Giødningen
udført paa Ageren.
Naar nu Sæde=Kornet tillige er bemænget med dette Frøe, hvorle¬
des kand da Ukrudet andet end tage Overhaand paa Ageren?
Jeg meener derfor, at den der vil resolvere dette forelagte Proble¬
ma, bør fornemlig at vise:
